Dronningen indtager Thyborøn uden Prinsgemalen

Regentparret skulle mandag formiddag have indtaget Thyborøn sammen. Men Prinsgemalen kom for sent til sit fly og må vente i Paris.

DronningenThybo.JPG

Da hendes Majestæt Dronningen mandag formiddag gik i land fra kongeskibet i Thyborøn havn, var det uden Prinsgemalen ved sin side. Prins Henrik kom i aftes for sent til et fly i Paris og kan først støde til sommertogtet senere i dag.

Havnen på Thyborøn var fyldt med fest, farver og rigtig mange mennesker til modtagelsen af regentparret. Men de mange fremmødte måtte altså spejde langt efter Prinsgemalen.

- Prinsgemalen har haft et offentligt arrangement i Loiredalen og skulle så flyve fra Paris for at støde til programmet i dag. Der skete så det, at Prinsgemalen mistede sit fly i Paris i aftes og derfor måtte rejse tidligt i morges i stedet for, og kommer nu over København og Karup. Og ja: så regner vi med at se ham omkring frokosttid her i dag, siger Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby.

Tilbage til middag

I følge det officielle program deler regentparret sig og besøger forskellige steder over middag. Prinsgemalen ventes at være tilbage, så han kan deltage i de planlagte officielle besøg, han har på egen hånd blandt andet hos Cheminova på Harboøre Tange.

Det er jo altid ærgerligt, når der sker sådan noget, men på den anden side, det er jo ikke noget alvorligt, så Prinsgemalen er fremme til frokost, og så bliver programmet gennemført som planlagt, så det skal nok blive fint, siger Lene Balleby.

-

-

 

-