De vil beholde uddannelse på trods af få elever: - Det er et fantastisk sted

Læreruddannelsen i Nørre Nissum står til at lukke, men de studerende vil beholde den, selvom den nyeste årgang kun har ni studerende.

Lærerstuderende Nørre Nissum
Foto: Privatfoto

På seminariet i Nørre Nissum ved Lemvig er Sara Dahl Eriksen og Kristian Valgran i gang med deres første år på læreruddannelsen. Som det ser ud lige nu, så har de fået at vide, at de bliver det sidste hold, der kommer til at dimittere fra læreruddannelsen i Nørre Nissum, når de bliver færdige i 2027.

Tidligere på ugen blev det nemlig meldt ud, at VIA University College vil lukke læreruddannelserne i Nørre Nissum og Skive og samle uddannelsen i Holstebro. Men selvom der kun er ni 1. årsstuderende i Nørre Nissum, så vil de studerende beholde uddannelsen.

- Det er et fantastisk sted, og vi ved, at vi er udkanten, men der skal også være nogle, der bliver i udkanten. Vi er i blandt andet i praktik i kommunen, og her kan vi forelske os i området. Hvorfor skal vi alle sammen samles i så store flokke?, spørger Sara Dahl Eriksen, der er en af de 1. årsstuderende.

Slut med tradition og historie

I 132 år har der været seminarium i Nørre Nissum, men ansøgertallet til læreruddannelsen har været faldende de seneste år. En anden af dem, der aktivt har valgt uddannelsen til, er Kristian Valgren:

- Jeg er oprindeligt uddannet kontorassistent. Men jeg havde fået uddannelsen anbefalet af andre, der havde gået her. Jeg vil gerne gå et sted, hvor der ikke var så mange.

Både han og Sara Dahl Eriksen peger på, at det også er godt for fremtidens lærere og for lokalområdets skoler, at der er en læreruddannelse i Nørre Nissum:

- Vi er nødt til at beholde noget herude, for hvis vi fremover skal besætte lærerstillinger herude, så er vi nødt til at have nogle, der er uddannet herude. For folk, der flytter til Aarhus, kommer nok ikke tilbage, siger Kristian Valgren, imens Sara Dahl Eriksen supplerer:

- De fremtidige lærere skal have muligheden for, det vi har. Vi sidder ikke i et auditorium, men sidder ude og snakker.

De studerende trives

En anden ting, som de to studerende gerne vil fremhæve ved deres uddannelse, er trivslen:

- Man trives ikke nødvendigvis bedre, hvis man er mange. Lærerne ser os mere, og vi har en bedre relation både til hinanden og lærerne, fortæller Sara Dahl Eriksen og fortsætter:

- Nu er der så meget fokus på trivsel i folkeskolen og på gymnasiet, men skal der ikke også være det herude? Vi får en rigtig god grobund, fordi vi har mega gode relationer allerede. Der er fokus på, at lærerstuderende bliver færdiguddannede og går ned med stress, hvorfor så ikke værne om det, der fungerer?

Til spørgsmålet om, om det ikke giver mening at lukke en uddannelse, hvis der er for få studerende, svarer Kristian Valgren:

- Jo, men det er jo mantraet for det samfund, vi lever i. Hvis det ikke økonomisk kan løbe rundt, så må man vælge, hvad man vil. Jeg kan godt se det fra deres perspektiv, men skal vi lade økonomi og Excel-ark styre det hele?