21-årig mand fløjet på hospitalet efter han kørte ind i et hus

Søndag morgen kom en ung mand til skade i en soloulykke i Thyborøn.

Lægehelikopteren fløj den unge mand til behandling i Skejby. (Arkivfoto)
Lægehelikopteren fløj den unge mand til behandling i Skejby. (Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En 21-årig mand fra Thyborøn er fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby efter en alvorlig soloulykke søndag morgen.

Kort før klokken syv fandt en forbipasserende den unge mand liggende ved siden af en forulykket bil på Vesterhavsgade i Thyborøn. Anmelderen gik straks i gang med førstehjælp og blev på stedet, indtil ambulance og politi nåede frem.

Redningsfolkene var i stand til at få kontakt med den 21-årige, som på det tidspunkt ikke længere var bevidstløs. Han havde dog pådraget sig alvorlige skader i ulykken, og derfor blev han med en lægehelikopter sendt til hospitalet i Skejby.

Både hus og bil fik synlige skader af sammenstødet
Både hus og bil fik synlige skader af sammenstødet
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Politiet undersøger ulykken

Ifølge politiet er der tale om en soloulykke.

- Af en eller anden grund er han kørt ind i hus, og det har slynget ham ud af bilen. Men hvad der ligger forud for ulykken, skal vi først til at undersøge. Ved denne slags ulykker mistænker vi altid, at der kan have været alkohol eller stoffer involveret, og derfor har vi bedt om blodprøver fra Skejby, siger vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet oplyser at den 21-årige mands skader er alvorlige, men at han ikke er i livsfare.

En bilinspektør skal nu undersøge ulykkesstedet nærmere.

Både hus og bil fik synlige skader af sammenstødet
Både hus og bil fik synlige skader af sammenstødet
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Der er sidst på eftermiddagen intet nyt om hans tilstand. Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken.