16 tons gylle løb over
En gyllebeholder er rendt over i Møborg ved Lemvig. 16-17 tons gylle flyder rundt om gård.
Lidt over middag, torsdag skete der en større gylleforurening på en gård i Møborg ved Lemvig. I følge indsatslederen fra Lemvig Brandvæsen er gyllebeholderen formentlig løbet over, og 16-17 tons gylle har spredt sig på jorden rundt omkring gården.
- Der er ikke den store fare for en større forurening, da der ikke er dræn eller vandløb umiddelbart i nærheden, siger indsatsleder Chresten Maarupgaard, Lemvig Brandvæsen.
Det var en menneskelig fejl, der var skyld i gylleudslippet. En medarbejder på gården trykkede på en forkert knap, så gyllen løb fra stalden og ud i den gyllebeholder, der allerede var fyldt.