Wilbek: - Vi kan tage imod de ukrainere, der kommer

Viborg Kommune toner nu rent flag og melder klar til at tage imod flere ukrainere, end kommunen var stillet i udsigt af Udlændingestyrelsen.

Borgmesteren ønsker ikke at sætte et konkret tal på, hvor mange flygtninge, kommune har plads til.
Borgmesteren ønsker ikke at sætte et konkret tal på, hvor mange flygtninge, kommune har plads til.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Viborgs borgmester melder nu klart ud i forhold til antallet af ukrainske flygtninge i den midtjyske kommune.

- Vi har besluttet os for, at vi indtil videre kan tage imod de ukrainere, der kommer, der det fra Venstre-borgmester Ulrik Wilbek. 

Ifølge en fordelingsnøgle fra 22. marts, som er udarbejdet af Udlændingestyrelsen, var Viborg Kommune stillet i udsigt at modtage 440 ukrainere, hvis Danmark som helhed modtog 20.000 ukrainske flygtninge. 

Kommunen estimerer selv, at omkring 600 ukrainske flygtninge opholder sig i kommunen, men det tal kan meget vel stige i den nærmeste fremtid. 

Allerede fredag i sidste uge forklarede udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye (S), at Danmark skal være klar til at over 100.000 ukrainske flygtninge.

Kort før udmeldingen havde økonomiudvalget i Viborg Kommune besluttet, at kommunen vil tage sin ekstra andel af de mange flygtninge

- Så længe vi overhovedet kan tage dem, så vil vi forsøge på det.

- Når Warszawa kan have to millioner (flygtninge, red.), så kan vi andre nok have 1000, forklarer borgmesteren.

Dermed følger Viborg Kommune i samme plan som flere andre kommuner. 

Onsdag morgen meldte Skive Kommune klar til at tage 350 flygtninge i stedet for de 109, kommunen er forpligtet til.

Har ikke sat øvre grænse

Hvis Danmark får 100.000 flygtninge, vil Viborg ud fra den nuværende fordelingsnøgle modtage 2200 flygtninge. Det tal er dog behæftet med stor usikkerhed. 

- Derfor synes jeg ikke, at det giver mening at sætte tal på. Det giver mere mening at sige, at vi er klar til at tage imod flere, understreger Ulrik Wilbek. 

Ifølge borgmesteren har kommunen i skrivende stund fundet boliger til 150 ukrainere. Kommunen estimerer, at omkring 500 ukrainere er indkvarteret hos private.

- Vi har i forvejen rigtig mange ukrainere. Det vil sige, at der i forvejen er et stort netværk, og derfor mange, som vil huse de her mennesker, forklarer borgmesteren. 

Med en størrelse på 1408,90 kvadratkilometer er Viborg Kommune kun overgået af Ringkøbing-Skjern Kommune, når det kommer til geografisk størrelse. 

Det spiller ifølge Ulrik Wilbek også ind i forhold til kommunens udmelding.

- Nogle steder har vi også plads på skoler og daginstitutioner, understreger Ulrik Wilbek, der over for Jyllands-Posten har tilkendegivet, at mange flygtninge kan udfordre de minimumnormeringer i daginstitutioner, der træder i kraft i 2024.

Ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat har fire millioner forladt Ukraine siden krigens begyndelse i februar.