Første arbejdsdag i Danmark: Nu må ukrainere arbejde uden opholdstilladelse

Fredag kan danske virksomheder ansætte ukrainske flygtninge, selvom de endnu ikke har opholdstilladelsen i hus. Derfor kunne Vitalia Davydchuk og Yana Bylavska møde ind til deres første arbejdsdag hos TRECO i Aalestrup.

2:55
Vitalia Davydchuk og Yana Bylavska ser frem til at kunne hjælpe til hos metalvirksomheden i Aalestrup. Se hvordan det gik på deres første arbejdsdag.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Selv om de ikke har haft ret meget at smile af på det seneste, så er Vitalia Davydchuk og Yana Bylavska glade.

Fredag kunne de to ukrainske flygtninge nemlig kalde sig for de nye medarbejdere hos metalvirksomheden TRECO i Aalestrup.

- Det er selvfølgelig svært at vænne sig til et andet land, et andet liv og vænne sig til at komme på arbejde, for alt er anderledes, men vi vil prøve så godt, som det er muligt, for det er meget vigtigt for vores familie og vores børn, siger Yana Bylavska.

Fredag har hun, Vitalia og andre ukrainske flygtninge fået lov til at komme på det danske arbejdsmarked, så længe de har ansøgt om opholdstilladelse efter særloven – en lov, der giver dem hurtig adgang til samfundet og dermed arbejdsmarkedet.

- Det hele er ikke på plads, men vi håber på, at den her lovgivning, som er blevet vedtaget, kommer til at hjælpe mange ukrainere, fortæller Dirk Huusfelt, der er poduktionschef hos TRECO i Aalestrup.

TRECO er en af Danmarks førende virksomheder inden for metalproduktion
TRECO er en af Danmarks førende virksomheder inden for metalproduktion
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Flere udfordringer står i vejen

En ting er, at de nye arbejdsopgaver skal læres, noget andet er det danske sprog. Men det nok største problem lige nu er lovgivningen.

For selvom Vitalia Davydchuk og Yana Bylavska har søgt om opholdstilladelse, så kan de hverken få et CPR-nummer eller et skattekort, før opholdstilladelsen er gået igennem.

Hos Fagbevægelses Hovedorganisation er de bekymrede for, at det vil få betydning for arbejdsvilkårene.

- Ukrainerne skal vide, at de skal have en ordentlig løn. De skal vide, at her betaler man skat, man får det ikke i en papirspose, fortæller Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

TRECOs medarbejdere får næste gang løn den 20. maj, og produktionschefen håber, at der er kommet styr på detaljerne inden.

- Vi kommer ikke til at betale kontant, der skal oprettes en lønkonto, pointerer  Dirk Huusfelt.

For selvom han er glad for at kunne hjælpe ukrainerne med et arbejde, så bliver de ansat på lige fod med alle andre.

- De bliver jo ansat på helt almindelige vilkår og får en timeløn, som alle bliver ansat på. Og der vil også blive stillet krav til, at de selvfølgelig skal arbejde, lige som alle andre skal, siger han.

For de nyansatte ukrainere er det rart fat have udsigter til snart at kunne tjene lidt penge, men også til at få krig og ødelæggelse lidt på afstand.

- Du ser bare nyheder 24 timer i døgnet og tænker kun på det. Det hjælper rigtig meget at komme ud og begynde at lave noget, lyder det fra Vitalia Davydchuk og Yana Bylavska.