De sidste patienter er flyttet: Nu skal sygehuset i Holstebro huse ukrainske flygtninge

Det tidligere sygehus i Holstebro skal omlægges til nyt asylcenter for omkring 300 ukrainere.

De sidste patienter flyttede fra Regionshospitalet Holstebro den 13. februar 2022. Nu får sygehuset nye beboere.
De sidste patienter flyttede fra Regionshospitalet Holstebro den 13. februar 2022. Nu får sygehuset nye beboere.
Foto: Holstebro Kommune

Den sidste patient er kun lige blevet flyttet fra sygehuset i Holstebro, men om tre dage rykker nye beboere ind.

Holstebro Kommune, Asylcenter Vesthimmerland og Region Midtjylland har indgået en aftale om et nyt asylcenter på sygehuset i Holstebro midtby, der lukkede for seks uger siden.

- Det er en samfundsmæssig opgave, som vi gerne vil tage på os. Det er nogle mennesker, der har brug for hjælp, så der skal vi finde de bedste løsninger, siger Mette Højborg, der er direktør for kultur, erhverv og arbejdsmarked i Holstebro Kommune.

Det nye asylcenter bliver fra mandag den 28. marts bopæl for ukrainske flygtninge, som bliver indkvarteret i sygehusets lejligheder, der i forvejen er godkendt til beboelse.

- Det er fantastisk, vi har et sygehus, som kan rumme så mange. Det er ikke mange steder, man har mulighed for det, siger Mette Højborg.

I første omgang skal lejlighederne huse 300 ukrainere, men man forventer at forøge kapaciteten væsentligt over de efterfølgende måneder.

Et samarbejde, der giver mening

Det er Asylcenter Vesthimmerland, der kommer til at stå for driften af det nye asylcenter i Holstebro. Her er asylchef Peter Riis Kristensen godt tilfreds med de gamle sygehusbygninger.

- De er velegnede, fordi en stor del allerede nu er indflytningsklart. Vi tager udgangspunkt i de lejlighedsbygninger, som tidligere husede nogle af de ansatte, og her kræver det stort set kun af os, at vi gør rent og møblerer, siger han.

I forvejen driver Asylcenter Vesthimmerland allerede Asylcenter Holstebro uden for byen på Nybo Bakke, og flere af erfaringerne kan udnyttes på sygehuset.

- De her projekter er altid forskellige, men vi kan trække på den store vidensbank hos vores medarbejdere, siger Peter Riis Kristensen.

Holstebro Kommunes skal understøtte og hjælpe Asylcenter Vesthimmerland, som også får til opgave at sørge for aktiviteter på stedet og pasning af børnene.

- Da asylcenteret ligger i Holstebro, giver det mening, at vi er i tæt dialog med Asylcenter Vesthimmerland, så vi sammen kan finde løsninger og får det til at køre så godt som overhovedet muligt, pointerer Mette Højborg fra Holstebro Kommune.

I Holstebro bor størstedelen af de ukrainske flygtninge i værelser ved Idrætscenter Vest, men når de får opholdstilladelse er det planen, at de rykkere videre ud på det nye asylcenter. Hvor længe de skal opholde sig der, er endnu uvist.

- Jeg håber, der kommer fred i deres land, så de kan komme hjem til deres familier, lyder det fra Mette Højborg.

På sigt kan der komme til at bo op mod 800-1000 ukrainske flygtninge på sygehuset i Holstebro.

2:33
Tidligere på ugen sendte TV MIDTVEST dette indslag om forberedelserne til at lave sygehuset om til et asylcenter.

Op mod 100.000 flygtninge på vej

Op mod 24.000 ukrainere har allerede indledt deres ansøgning om ophold i Danmark som følge af krigen, der blev indledt af den russiske præsident, Vladimir Putin, i februar. Op mod 2000 har søgt om asyl.

Det fortalte Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) på et pressemøde fredag.

De danske myndigheder forbereder sig på, at endnu flere ukrainere vil søge om ophold i Danmark på baggrunden af den russiske invasion af Ukraine.

- På den baggrund forbereder de danske myndigheder og den danske regering sig på, at der kan komme over 100.000 til Danmark, sagde Mattias Tesfaye.

Han understregede dog, at der ikke er garanti for, at der om få måneder bor 100.000 ukrainere i Danmark.

- Ingen af os kan vide, hvor mange der ender med at komme hertil, sagde han.

Under flygtningekrisen i 2015 kom 30.000 syriske flygtninge og familiesammenførte til Danmark.