Viegård Stutteri solgt på tvangsauktion

Viegård Stutteri blev fredag solgt for et millionbud på en tvangsauktion. I skifteretten var der budkrig mellem to parter.

Viegård Stutteri er fredag blevet solgt på tvangsauktion for 8.510.000 kroner.

Det er virksomheden Ben Hur ApS, der har købt stutteriet.

Ifølge CVR-registret er virksomheden ejet af 74-årige Georg Rosenkilde fra Frederiks.
Virksomheden er registreret til at dyrke korn, bælgfrugter og olieholdige frø, og så driver den også stutteri, træning og handel med heste, fremgår det af CVR-registret.

Viegård Stutteri består af syv ejendomme og cirka 14 hektar dyrkbart areal.
Ejendomsværdien er sat til 6.050.000 kroner, heraf er grundværdien 793.900 kroner.

Prisen på tvangsauktionen endte på de 8.510.000 kroner efter en budkrig.

Første bud var 6,6 millioner fra Euro Steel af 1988, repræsenteret ved advokat Nicolas Lindberg Mikkelsen. Euro Steel var dem, der begærede stutteriet konkurs, og de var altså først med et bud i skifteretten i Viborg fredag. 

Derpå bød advokat Karsten Cornwall, Viborg, på vegne af Ben Hur Aps 6,8 millioner. 

De to duellanter fortsatte med ar byde over hinanden, indtil Ben Hur ApS fik hammerslag på 8,51 millioner.

Det hele varede 10 minutter.

Tidligere har konkursboets kurator, Johnny Madsen, givet udtryk for, hvilken pris han håbede at få for stedet.

- Jeg vil gerne have ti millioner for det, men det er nok tvivlsomt, at jeg kan få så meget. Der er ikke så meget jord til ejendommen, så jeg er spændt på, hvordan det ender, lød det fra ham tidligere på måneden.

Stutterikøber klapper i om fremtidsplaner

Den nye ejer af Viegård Stutteri ved Skals udenfor Viborg, Georg Rosenkilde fra Frederiks, vil ikke sige, hvad han har tænkt at bruge hesteejendommen til.

Ved tvangsauktionen fredag var det hans advokat, Karsten Cronwald, der bød og købte Viegård Stutteri for ham.

- Køber har ingen kommentar om sine planer for stedet på nuværende tidspunkt, siger Karsten Cronwald på vegne af sin klient.

Viegård Stutteri er fredag blevet solgt på tvangsauktion for 8.510.000 kroner.
Det er 74-årige Georg Rosenkildes virksomhed Ben Hur ApS, der har købt stutteriet.