Kort nyt

12. feb 2024 kl. 23:06

Vej spærret: 2000 kvadratmeter stor bygning er ved at kollapse

En 2000 kvadratmeter stor bygning på Mads Clausens Vej 14 i Silkeborg er ved at kollapse.

Det oplyser 112-fotograf og freelancejournalist Peter Erfurt, som er på adressen.

- Både en flok brandfolk og et hold fra Beredskabsstyrelsen er herude. De har meget travlt og går rundt om bygningen og lyser, fortæller han og tilføjer:

- Vægge og porte hænger, og så er vejen spærret i begge retninger.

Det er Wila A/Ss bygning, der er ved at falde sammen.

TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra både politiet og indsatslederen. Det har endnu ikke været muligt.

11 minutter siden

Passagertog kørt af sporet

Et passagertog mellem Silkeborg og Laven station har påkørt en tabt rundballe på en overkørsel. I den forbindelse er toget kørt af sporet. 

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på X. 

- Redning og Politi er på vej til stedet, står der i opslaget. 

Politiet skriver videre, at der ingen umiddelbart er kommet til skade ved uheldet. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
27 minutter siden

Bilejer om brand i myldretiden: Jeg var rystet

Det var 51-årige Niels Bach fra Bryrup syd for Silkeborg, der var fører af den bil, der fredag eftermiddag midt i myldretiden brød i brand på motorvejen ved Herning.

Niels Bach fortæller til TV MIDTVEST, at hændelsen ikke til at begynde med var dramatisk, men han erkender, at han siden blev rystet, da han så sin bil bryde i brand.

Kl. 19.53

Skole flytter ind i spritnyt byggeri

Et nyt byggeri, kaldet Lysningen, skal erstatte den næsten 400 år gamle Overlund Skole i Viborg, der, ifølge lærer Susanne Spliid, har udtjent sin værnepligt.

- Vores skole er ved at være slidt, så det bliver rigtig godt, at kunne flytte ind i noget nyt.

Skoleskiftet blev fredag markeret med at samtlige 600 elever og deres lærer klokken 10.30 stillede sig i række fra den gamle skole og hen til den spritnye skole.

Her fragtede elever og lærere på symbolsk vis de første 400 ting fra den gamle skole hen til den nye.

Kl. 19.07

Fodboldfamilie skal på eventyr

Familien Møller fra Ringkøbing er bidt af en gal fodbold.

Tirsdag sætter hele Møller-banden fra 13 år til 79 år kursen mod Frankfurt, hvor de skal se fodboldherrernes kamp mod England.

Kl. 18.43

Bliv klogere på reglerne for kørsel i rundkørsler

Kørslen i rundkørslen ved Sønderbrogade og Skjernvej ved Holstebro har sat gang i en større diskussion på Facebook.

For hvordan forholder man sig i en rundkørsel med to spor, når man skal ind og ud?

Det har TV MIDTVEST sat sig for at undersøge.

Kl. 18.28

Snarrådig beboer slukkede selv brand

En vaks beboer lykkedes fredag først på aftenen med selv at slukke en brand i parcelhus i Silkeborg.

Det oplyser indsatsleder Andreas S. Jørgensen fra Midtjysk Brand & Redning.

- Da vi nåede frem på adressen kunne konstatere, at beboeren selv var lykkedes med at slukke ilden med en snarrådig indsats med en pulverslukker. Ilden skyldes formentlig en kortslutning i et spot i loftet. Vores opgave bestod primært i at konstatere, at ilden heldigvis ikke havde spredt sig yderligere, så nu er det op til skadesservice at få ryddet op efter pulverslukkeren i samarbejde med husets ejer, siger Andreas S. Jørgensen.

Kl. 18.06

Takker af med blødende hjerte efter overfald

I 23 år har han elsket sit arbejde, og planen var at fortsætte frem til pensionsalderen. Men det kan han ikke.

Tilbage i oktober forsøgte Polle Østergaard Danielsen at holde en tyv tilbage, men det endte ud i, at han blev slået omkuld og efterladt på jorden med en brækket næse og skulder.

Og skulderen bliver aldrig god igen.

Derfor må han forlade sit drømmejob som centerleder i Aulum Fritidscenter. Her har han sammen med sin kone drevet centret og forpagtet køkkenet siden 2001.

Kl. 17.24

Overfaldet af fire mænd på åben gade

En mand har her til aften meldt til politiet, at han er blevet overfaldet af fire mænd på åben gade i Ikast.

Episoden skulle være fundet sted kort før klokken 18 i umiddelbar nærhed af adressen Strøget 55. Politiet hører gerne fra vidner på telefon 114.

Kl. 16.03

Udsigt til skybrud: Her er politiets anbefaling

DMI varsler risiko for kraftig regn måske endda med lokale skybrud både fredag aften og det mest af lørdag i hele Midt- og Vestjylland.

I den anledning har vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj en klar anbefaling til de trafikanter, der begiver sig ud på vejene.

- Det gælder om at køre efter forholdene. Når vejbanen er meget våd, risikerer man at komme op og skøjte på vandet. Det er det, man kalder aquaplaning. Og så kan man altså ikke styre bilen. Det gode råd er at sænke hastigheden, så dækkene kan få fat og i øvrigt holde god afstand, siger Ole Vanghøj.

Kl. 15.35

Underdirektør: Betalingsparkering er gift for erhvervslivet

- Det er en fuldstændig vanvittig tilgang fra kommunens siden. Betalt parkering er det rene gift for de små erhvervsdrivende. Det gælder i Silkeborg og i en lang række andre købstæder landet over.

Det siger underdirektør hos interesseorganisationen SMV Danmark Alexander Søndergaard. SMV Danmark repræsenterer små og mellemstore virksomheder, og det er i den egenskab, at Alexander Søndergaard reagerer på TV MIDTVESTs artikel om, at man i Silkeborg overvejer at ændre på parkeringsreglerne i midtbyen.

Kl. 15.23

Langt til skole? Så går du nok på en erhvervsuddannelse

Børne- og Undervisningsministeriet har lavet en ny undersøgelse, der viser, at erhvervsuddannelserne er den ungdomsuddannelse med den største andel af ansøgere med lang transporttid til skolen.

TV MIDTVEST har talt med 19-årige Mathias Kling, der har tre timers transporttid hver vej, mens han uddanner sig til mekaniker på UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern.

Kl. 15.00

Politi deler billede af ærlige piger

Det er ikke hver dag, man finder 1000 kroner på sin vej, men det var netop hvad pigerne her gjorde.

Sådan indleder Midt- og Vestjyllands Politi en sød og opbyggelig historie på Facebook, hvor politiet har delt et billede af tre ærlige piger, der gjorde det eneste rigtige, da de fandt 1000 kroner. Nemlig at aflevere dem til politiet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Kl. 13.55

Arrangement tager konsekvensen af udsigt til voldsom regn

På det seneste har regnen fyldt meget i det midt- og vestjyske, og det ser ud til at forsætte henover weekenden.

I Silkeborg skulle de lørdag have afholdt "Børnenes legedag", men det kommer ikke til at ske.

Grundet den massive regn, der forventes at falde lørdag, har HandelSilkeborg og Silkeborg City Lokalråd valgt at aflyse arrangementet. 

Det oplyser de på Facebook.

I stedet forventer de, at kunne afholde arrangementet i den kommende weekend, skriver de.

Kl. 13.39

Bil i brand på motorvejen

Der er fredag eftermiddag udbrudt brand i en bil på motorvejen ved Herning.

Det skete lige midt i myldretiden, hvor Midtjysk Brand og Redning blev tilkaldt. I en halv times tid arbejde brandfolkene på at slukke branden. Det gav en smule gene for trafikken, men eftersom bilen holder i nødsporet, er trafikken ikke længere påvirket efter brandfolkene har forladt stedet.

Det oplyser indsatsleder Anders Gjørret til TV MIDTVEST.

Kl. 13.19

Kommune opfordrer til at fortælle om huller

Vesthimmerlands Kommune opfordrer kommunens indbyggere til at hente appen BorgerTip for at gøre opmærksomme på vejhuller.

Det skriver kommunen i et opslag på Facebook.

- Vi vil gerne understrege, at det er et tip. Selve prioriteringen lægger hos Park og Vej. Og vi vil også understrege, at det blot er en opfordring, lyder det i opslaget.

Andre kommuner bruger også BorgerTip.

Kl. 12.16

Afgørelse om Vingegaards Tour-skæbne på trapperne

Jonas Vingegaard kan i år vinde sit tredje Tour de France på stribe - hvis han da bliver udtaget.

Hidtil har det hængt i en tynd tråd, om han får chancen for det, men nu er der nyt fra Visma - Lease a Bike.

- Vi kommer til at tage den endelige afgørelse i slutningen af næste uge, fortæller pressechef Sander Kleikers fra det hollandske hold ifølge B.T.

De seneste uger har Jonas Vingegaard trænet på Mallorca og derefter højdetræning i franske Tignes, for at blive klar til verdens største cykelløb.

Danske fans må derfor væbne sig med lidt mere tålmodighed i håbet om, at cykelrytteren fra Glyngøre får mulighed for at forsvare sin titel.

Kl. 12.06

Dokumenter giver nye detaljer om alvorlig ulykke med snitter

Det var to makkere til en 30-årig mand, der i maj fandt ham, efter han var kommet alvorligt til skade ved en arbejdsulykke med en snitter på et landbrug nær Karup.

Det viser dokumenter fra Arbejdstilsynet, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i.

Tilsynet vurderer, at manden i forbindelse med klargøring af en bugseret snitter er blevet ramt af en hængselsmonteret metalafskærmning.

Det landbrug, hvor manden er ansat, fortæller til tilsynet, at manden formodentlig er blevet ramt af afskærmningen, da den fløj op, efter den ramte de snitteknive, der roterer med op til 1000 omdrejninger i minuttet.

Efter ulykken blev den 30-årige fløjet til Aarhus Universitetshospital.

Arbejdstilsynet vil nu vurdere, om der er grundlag for at melde landbruget til politiet eller give den en bøde. Det er fast praksis, når der er sket en alvorlig arbejdsulykke.

Kl. 11.46

Herning Kommune byttede rundt på byer

Her ses rutekortet der lå på Herning Kommunes hjemmeside. TV MIDTVEST har tilføjet pilene.
Her ses rutekortet der lå på Herning Kommunes hjemmeside. TV MIDTVEST har tilføjet pilene.
Grafik: Herning Kommune / Jens Svenning, TV MIDTVEST

Når stjerner som Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Cecilie Uttrup Ludwig i næste uge kæmper om det danske mesterskab i landevejscykling, drøner de igennem diverse midtjyske byer. 

Men kører de i virkeligheden gennem Skibbild eller Timring vest for Herning?

Det spørgsmål kunne melde sig på det rutekort, der fandtes på kommunens hjemmeside. Her var der byttet rundt på byerne Skibbild og Timring.

- Det er mennesker, der laver usandsynlig mange kort i forbindelse med DM-ugen og bruger usandsynlig mange timer på det, og så er der sket det, at de har byttet om på to bynavne, men det er rettet nu, og det rigtige kort er på hjemmesiden, fortæller Søren Juul Baunsgaard, der er chef for Kultur og Fritid i Herning Kommune, til TV MIDTVEST.

Han kan også forsikre om, at alt er som det plejer i de to byer:

- Jeg har netop kørt gennem Skibbild og Timring, og de ligger præcis, hvor de plejer.

Man kan derfor stille sig i både Skibbild eller Timring, og være sikker på at få et glimt af de store cykelprofiler.

Kl. 11.22

DMI: Derfor kommer det til at stå ned i stænger

Et sommerlavtryk lige vest for Skotland er årsag til, at Midt- og Vestjylland lørdag risikerer at blive ramt af kraftig regn og lokale skybrud.

Det skriver DMI på det sociale medie X.

Fredag varsler DMI om risiko for kraftig regn og lokale skybrud i hele landsdelen i perioden fredag klokken 20.00 til lørdag klokken 20.00.

Lavtrykket sender ifølge DMI flere "sjaskvåde fronter indover Danmark".

Kl. 10.59

Milliardselskab holder sommerfest for ansatte

Der er lagt op til det helt store udtræk, når mellem 600-700 medarbejdere fra koncernen DK Company indtager golfklubben i Ikast. 

Golfklubben danner rammen om en lille festival som ledelsen afholder for alle firmaets medarbejdere fredag 14. juni. 

- Det samler alle vores medarbejdere fra hele landet, siger direktør for DK Company Jens Poulsen. 

Direktøren oplyser, at selvom der er fest på programmet fra eftermiddagen af, så bliver formiddagen brugt på faglige møder og oplæg. 

På de to opstillede musikscener kan medarbejderne blandt andet opleve Peter AG, Malte Ebert og Tessa. 

DK Company er en modetøjskoncern med 25 mærker under sig. DK Company har base i Ikast, men har også filialer i Vejle og København.