Kort nyt

18. apr 2024 kl. 06:02

Tøj driller i kommunernes indsamling af affald

Kommunerne nærmer sig - med markant forsinkelse - målet om at indsamle affald ude hos borgerne i ti forskellige fraktioner.

Det viser den seneste opgørelse fra Miljøstyrelsen.

De store udfordringer er både en af de ældre fraktioner som plast og så de nye som tekstiler og drikkevandsemballager, siger Marianne Ladekarl Thygesen, der er sekretariatschef i Genindvindingsindustrie

- Tekstiler, som nogle kalder det nye plast, er en kæmpeudfordring, når det gælder genanvendelse, siger hun.

Også direktør Jens Bomann Christensen i brancheforeningen Cirkulær for kommuner og kommunale affaldsselskaber ser den allerstørste udfordring med at få skabt et velfungerende afsætningsmarked for det nye affald.

- Komplekse affaldstyper som tekstil er meget sværere at genanvende. Vores tøj i dag er det vildeste miskmask af alle mulige mærkelige typer materialer syet sammen i ét stort morads, og det giver noget forfærdeligt affald, siger han.

- Vi er nervøse for, hvordan det marked skal udvikle sig, når resten af Europa næste år også skal frasortere tekstiler, siger han.

Kl. 07.34

Politi deler nye oplysninger: Bilist stak af efter vedkomne ramte ladcykel med mor og barn

Politikommissær fra Lokalpolitiet i Holstebro Torben Ladefoged kalder det "groft", at en bilist tirsdag eftermiddag stak af fra et uheld, hvor vedkomne kørte ind i en ladcykel med en 31-årig mor og hendes to årige søn.

- Det er groft. Vi har videoovervågning og forklaringer, der underbygger, at bilisten ikke kan have været i tvivl om, hvorvidt der skete noget, fastslår politikommissæren.

Uheldet skete tirsdag klokken 16.22 i rundkørslen mellem Enghavevej, Lægårdsvej og Stationsvej i Holstebro.

Ifølge Torben Ladefoged har trafikanter pligt at sikre sig, at alle parter er okay i forbindelse med et trafikuheld.

- Derudover er der tale om bløde trafikanter.  Det betyder, at man skal være ekstra årvågen, siger han.

Politiet efterlyste allerede tirsdag bilisten. Her lød det, at der kunne være tale om VW Golf.

Lokalpolitiet præciserer nu, at der retteligt kan være tale om helt en anden bilmodel og mærke.

Moren og sønnen har ikke fået nogen skader i forbindelse med uheldet.

Kl. 07.23

Seks skilte stjålet på et minut

I løbet af et minut er det lykkedes gerningspersoner at stjæle seks skilte fra Vorningvej ved Hammershøj Skole i Hammershøj øst for Viborg.

Det oplyser politikommissær Peter Søndergaard fra lokalpolitiet i Viborg.

Mellem klokken 00.07 og klokken 00.08 forsvandt de seks skilte søndag.

Der er tale om et skilt, der anmoder om nedsat hastighed, fire skilte, der angiver parkering for scootere samt et skilt, der viser vej mod parkering.

Skiltene har en samlet værdi på 5000 kroner, og det er kommunen, der har anmeldt tyveriet.

Peter Søndergaard oplyser, at der formodentlig er personer, der har været involveret i skiltetyveriet.

Kl. 07.20

Midt- og Vestjylland forbigås på kongeparrets sommertogt

Det bliver ikke til et besøg i Midt- og Vestjylland, når kongeparret og kongeskibet Dannebrog til sommer lægger til kaj i flere danske havne.

Kong Frederik og dronning Mary vil i år gennemføre et sensommertogt med besøg på Bornholm, Ærø og i Assens, der afsluttes i Vejle.

Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

Sensommertogtet vil blive gennemført fra 19. august til 22. august.

Kl. 06.42

Politi søger hjælp til at opklare omfattende stoletyveri

Lokalpolitiet i Ringkøbing håber, at offentligheden kan hjælpe med at finde frem til omkring 30-35 stole, der er blevet stjålet i forbindelse med et indbrud i UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern i det nordlige Ringkøbing.

Det fortæller Martin Bjerg fra lokalpolitiet.

Mellem mandag og tirsdag er en eller flere ukendte personer brudt ind på centret ved at knuse en rude.

Herfra har man haft adgang til tre lokaler, hvor der nu mangler mellem 30-35 stole.

- Man er formodentlig kommet i en lidt større varebil. Hvis der er nogen, der har set noget, så hører vi gerne om det.

Lokalpolitiet i Ringkøbing kan kontaktes via telefon 1-1-4.

Kl. 06.22

Sjældne gæs står i vejen for grønt projekt

En gruppe på omkring 2000 tajgasædgæs står i vejen for i vejen for anlæggelsen af en landbaseret energi-ø lidt uden for Viborg.

Det beretter Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, der overvåger gæssene, i en pressemeddelelse.

Forskerne har forgæves fange og at flytte gæssene til et andet sted. Det har ikke virket optimalt, da gæsene er meget sky.

Tajgasædgåsen er sjælden. Derfor er det ikke tilladt at skyde den.

BioCirC, der anlægger energi-øen, skal nu i dialog med lokale lodsejere om at etablere nye områder, der er mere attraktive for gæssene.

Kl. 05.45

Thisted Bryghus lancerer ny læskedrik i ølflaske

Lancering af Thy Sport
Foto: Pressefoto

En læskedrik i en mørkegrøn ølflaske med sport i navnet er nu ikke længere kun synonym med Skivebryggeriet Hancock og Sport Cola.

Onsdag har Thisted Bryghus lanceret læskedrikken Thy Sport, der ligeledes er tappet på ølflaske.

Det oplyser Thy-bryggeriet i en pressemeddelelse.

Thy Sport er baseret på Thisted Bryghus' Thy ABC-sportsvand, men er tilsat druesukker.

- Beslutningen om at tappe den på en ølflaske bunder i at skabe et ikon, der kan stå alene, og som ikke læner sig for meget op ad Thy ABC, siger administrerende direktør i bryghuset Aage Svenningsen i pressemeddelelsen.

Kl. 05.16

Ny type sygeplejersker skal mindske behovet for vikarer på Gødstrup

I et forsøg på at reducere brugen af vikarer har afdelingen Mave- og Tarmkirurgi på Regionshospitalet Gødstrup ansat såkaldte flexsygeplejersker.

Det oplyser regionshospitalet i en pressemeddelelse.

Flexsygeplejersker får løn for 37 timer, men skal kun præstere 28 timer per uge i gennemsnit over 12 uger.

Inspiration til ordningen med flexsygeplejersker kommer fra en tilsvarende ordning med flexjordemødre på hospitalets afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler.

- Formålet er at skabe et arbejdsmiljø, hvor der er færre forstyrrelser af det faste personale når de har fri, med forespørgsel om ekstra vagter, men også en reduktion i forbruget af eksterne vikarer, siger chefsygeplejerske Annette Nordstrøm på afdelingen i pressemeddelelsen.

Afdelingen tilstræber at ansætte fire flexsygeplejersker fra 1. september og et år frem.

 Det er lederens ansvar, at flexsygeplejerskerne har et fremmøde, der matcher 28 timer.

Kl. 05.02

Godt nyt om Norsgaard efter Vuelta-exit

Emma Norsgaard Bjerg fra Silkeborg slipper for alvorlige skader.

Det skriver hendes hold, Movistar, på X, efter Norsgaard tirsdag måtte udgå af kvindernes Vuelta som følge af de skader, hun pådrog sig i mandagens styrt.

- Hun blev kørt til Teruel’s Hospital Obispo Polanco af løbsambulancen, og undersøgelserne påviste ikke nogen større skader, skriver holdet.

De oplyser samtidig, at det var smerter i albuen, hvor hun var blevet syet, og nakken, der tvang hende til at forlade løbet tirsdag.

Holdet melder ikke noget om, hvornår Norsgaard er klar til at køre cykelløb igen.

Kl. 04.37

Rådhuse holder lukket i dag

Det kan godt betale sig at tjekke åbningstiderne for Borgerservice, inden man drager mod det kommunale rådhuse.

Flere rådhuse holder nemlig lukket 1. maj.

Det gælder blandt andet for Lemvig og Holstebro kommuner.

Det oplyser de to kommuner på deres respektive Facebook-sider.

I Holstebros tilfælde er der lukket grundet afvikling af ferie, heddet det i opslaget.

Thisted Kommune holder også rådhuset lukket, oplyser kommunen på dens hjemmeside.

Kl. 04.16

Vestjysk tillidsmand jubler over ny forsvarsaftale

0:25
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

 Den nye delaftale under forsvarsforliget modtager flere rosende ord fra Lucas Lidegaard, der er fællestillidspreræsentant for 150 konstabler konstabler og korporaler i Panserbataljonen ved Jydske Dragonregiment i Holstebro.

- Der er udsigt til nye faciliteterer og køretøjer. Samlet set er der rigtig mange gode ting i aftalen, siger han.

Med aftalen afsættes der penge til opbygningen af 1. brigade, der hører hjemme i Holstebro, skal opbygges til en kampklar enhed med 6000 soldater frem mod 2028.

Derudover øges optaget af værnepligtige, mens civil uddannelsesordningen, der gør det muligt at tage en uddannelse med løn fra Forsvaret, bliver genindført.

- Det er en gulerod, så vi er klar til at poppe champagnen, siger Lucas Lidegaard.

Kl. 04.03

Første dag i maj bliver lun

Den første dag i maj bliver med temperaturer på op til 22 grader i det midtjyske.

Det beretter DMI-meteorolog Hans Peter Wandler på institutets hjemmeside.

byder dagen på en hel del sol til de fleste, om end den kan virke lidt sløret af nogle højtliggende skyer.

Vinden bliver de fleste steder let til frisk fra øst, med ved kysterne over de sydøstlige egne op til hård.

Kl. 03.47

Socialdemokratiet og FH fejrer igen 1. maj sammen efter ballade om bededag

Forholdet mellem Socialdemokratiet og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har været anstrengt, siden regeringspartiet var med til at afskaffe store bededag, der for første gang i år var en almindelig arbejdsdag.

Sidste år var ingen socialdemokratiske folketingspolitikere inviteret til at holde tale ved 1.maj-arrangementer i FH's 17 lokalafdelinger.

Men i år står FH og Socialdemokratiet sammen bag et stort arrangement i Haderslev på arbejdernes internationale kampdag.

Det skal markere, at bryggeriarbejderen Arne Juhl, manden der lagde navn og ansigt til en kampagne for tidlig tilbagetrækning for nedslidte, 1. maj selv går på "Arne-pension".

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal tale, ligesom FH-formand Morten Skov Christiansen går på scenen.

Kl. 03.40

Sluk telefonen onsdag klokken tolv, hvis du vil undgå en høj lyd

Onsdag klokken 12 vil din smartphone afgive en høj lyd, vibrere og give et varsel på skærmen.

Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet tester nemlig onsdag også Danmarks mobile varslingssystem, S!RENEN. Det skal fungere som supplement til luftalarmerne.

S!RENEN kan have konsekvenser for personer, der eksempelvis har været udsat for vold. En pludselig høj lyd kan nemlig trigge noget i den enkelte, forklarer Karin Houmann, der er leder ved Holstebro Krisecenter.

- Hvis man eksempelvis er blevet råbt af, kan en pludselig høj lyd gøre en bange. Man kan miste overblikket, eller det kan ende ud i et angsttilfælde, siger hun. 

Det mobile varslingssystem trækker signal fra telemasterne. Derfor vil alle tændte smartphones få en varsling frem på telefonen. 

Derfor opfordrer Holstebro Krisecenter til, at man helt slukker sin telefon fra 11:45 til 12:15, hvis man vil undgå, at ens telefon uhensigtsmæssigt giver lyd fra sig.

30. apr 2024 kl. 22:55

Skjern glipper europæisk håndboldstævne

Skjern Håndbold bliver ikke en del af Final 4-stævnet, der skal afgøre Europas næstbedste klubturnering, European League.

Tirsdag aften tabte de grønblusede vestjyder også i returkampen mod Dinamo Bucuresti fra Rumænien. Skjern tabte duellen på hjemmebane med 34-38 og taber dermed kvartfinaleduellen samlet 61-66.

30. apr 2024 kl. 22:38

EU-politiker vil sætte en stopper for vanrøgt af heste

Sagen om vanrøgt af heste på Viegård Stutteri i Skals ved Viborg fylder stadig.

Det gør den også i tankerne hos EU-parlamentarikeren Niels Fuglsang fra Socialdemokratiet. 

- Jeg har fulgt med i medierne og blev ærligt talt forarget, og jeg har i den forbindelse mødt nogle af demonstranterne. Jeg har også skrevet om det på Facebook, og de opslag er lynhurtigt blevet delt i andre EU-lande. Der er et internationalt community i hestesporten, og derfor er det noget, vi bør tage stilling til i EU. Om man behandler de her heste ordentligt, siger han.

Nu vil han sikre, at historien ikke gentager sig.

Næstformanden i Europa-Parlamentets dyrevelfærdsgruppe har derfor lavet et udspil med ni konkrete forslag til at sikre ordentlige forhold i hestehold og hestesport.

Blandt andet vil han gerne have krav til de ansatte på stutteriernes kompetencer, når det gælder dyrevelfærd, så man undgår hestemishandling.

30. apr 2024 kl. 22:36

Ikast vinder over Viborg og sejrer sig til semifinale

Ikast slog Viborg med 33-27 i en kamp i dame-håndboldligaen tirsdag aften i Ikast. 

Med sejren er Ikast klar til DM-semifinalerne som det andet hold i slutspilspulje B. Odense kvalificerede sig som det første hold for en uge siden.

Begge hold kan stadig nå at slutte på førstepladsen i slutspilspuljen.

 

30. apr 2024 kl. 22:11

Stort naturgenopretningsprojekt ved Gudenåen

Politikerne i Silkeborg Kommunes Klima- og Miljøudvalg har store ambitioner med Gudenåen.

Planen er at lave danmarkshistoriens største naturgenopretningsprojekt ved at flytte åen tilbage i sit oprindelige leje fra Silkeborg til Tange Sø.

Det skal både skabe en mere varieret natur, men også være med til at løse de store problemer med oversvømmelser langs åen.

- Vi har i de sidste 10-15 år diskuteret vandafledning, grødeskæring og opgravning - og er ikke kommet nærmere en løsning. Klimaforandringerne har gjort, at der kommer mere vand, og vi bliver i den grad mere udfordrede, så vi bliver nødt til at rykke på den her dagsorden, siger formanden for kommunens Klima- og Miljøudvalg, Rune Kristensen (S).

30. apr 2024 kl. 20:47

Forsvaret styrkes med 95 milliarder

Regeringen og en række partier er tirsdag aften enige om, at hæren nu skal opgraderes med panser i milliardklassen efter mange års nedslidning og nedskæringer.

Målet er, at hærens 1. brigade frem mod 2028 skal opbygges til en kampklar enhed med 6000 soldater, der kan indsættes i Nato-operationer.

Samlet er der afsat 95 milliarder kroner i aftalen. Den indeholder også jordbaseret luftforsvar, hurtigere opbygning af anti-ubådskapacitet samt fremrykket anskaffelse af maritime nærluft-missiler.

En brigade er den største militære enhed i det danske forsvar og består af soldater samt kampvogne, våben og køretøjer klar til at gå i krig på egen hånd med ugers varsel.

30. apr 2024 kl. 20:39

Konservative politikere i Thisted forlader partiet

To medlemmer af De Konservative i Thisted Kommunalbestyrelse har valgt at løsrive sig fra partiet. 

Det fortæller Peter Sørensen, som er én af de to nye løsgængere i kommunalbestyrelsen. 

Den anden er Jørgen Andersen. 

- Det kommer sig af problemer med kommunikation internt i partiet, begrunder Peter Sørensen, og peger på især én debat, som blev "bægeret, der flød over": 

- I Thisted Kommune har vi ikke fået styr på de tilbud, vi har til udsatte i kommunen, og det er vi nødt til at gøre mere ved, siger den tidlgiere Konservative politiker. 

30. apr 2024 kl. 20:35

Tømmerflåder skal redde sjældne dyr

To ornitologer vil hjælpe den sjældne fugleart sortterne ved at sejle ud på Husby Sø på en tømmerflod. 

Normalt lægger sortternen æg og opfostrer ungerne på blandt andet grene og åkander ude i vandet på søer.

Men der kan være risiko for, at vandstanden i Husby Sø stiger og ødelægger rederne, eller at vandet får rederne til at flyde ind til land, hvor rovdyr kan få fat i enten æggene eller ungerne.

Derfor forsøger ornitologerne Lars Holm Hansen og Lars Poulsen at hjælpe arten ved at lægge tømmerflåder, der er lavet af ovenstående materialer, ud, som fuglen kan lægge sine æg på.

Læs mere om de to ornitologers kamp for den sjældne fugl her: