Kort nyt

15. jun 2024 kl. 11:52

Risiko for skybrud

DMI varsler om lokale skybrud i løbet af lørdag. Lige nu er regnen kraftigst i det centrale og vestlige Jylland - særligt omkring Herning, Holstebro, Silkeborg og Lemvig. Regnen bevæger sig nordpå, hvilket betyder at Salling, Mors, Thy og Viborg-kanten vil blive ramt senere.

Kl. 13.50

Ny aftale skal få flere unge i job

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om at afsætte mere end 1,3 milliarder kroner frem mod 2035 for at få flere unge mellem 15-24-årige i arbejde eller uddannelse.

FC Midtjylland har allerede gang i et projekt, hvor unge bliver hjulpet til at finde deres talent. 

- Det har været skelsættende at være her. Jeg mistede alt, da jeg mistede min mor og far, og det, at de så mig og kunne hjælpe mig med at finde mit talent har været altafgørende, siger Nathalie Dahl.

Kl. 13.24

Bil havareret: Kør forsigtigt

Tirsdag eftermiddag er en bil havareret i højre spor på rute 15 fra Herning mod Funder. Det er mellem Bording og Funder. 

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort. 

Bilister kan passere stedet med forsigtighed. 

Kl. 13.13

Togafgange aflyst: Sporet er spærret

Tirsdag eftermiddag er togafgange på ny aflyst. Denne gang skyldes det, at sporet er spærret af et andet tog. 

GoCollective, der står for togdriften, oplyser, at det drejer sig om afgangen fra Aarhus til Viborg klokken 14.25 samt toget i den modsatte retning, der skulle være kørt fra Viborg 15.39. 

Kl. 11.53

Mand sigtet, efter at fører af minibus er afgået ved døden

En 65-årig mand er afgået ved døden efter en trafikulykke i Tjele øst for Viborg tirsdag morgen. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

En 19-årig mand er efterfølgende blevet sigtet for uagtsomt manddrab, fordi han ikke overholdt sin vigepligt i situationen.

Ulykken skete omkring klokken 7.15 i t-krydset mellem Tjele Møllevej og Hobro Landevej i Tjele. Den 65-årige var chauffør i en minibus, og den 19-årige sad bag rattet i en personbil. 

Den dræbte mand er fra Tjele, mens den sigtede er fra Randers-området.

Kl. 11.11

Gruppe gemte person i bagagerummet

Politiet stoppede mandag en bil, som umiddelbart indeholdt fem personer.

Bilen blev stoppet på Stabyvej ved Ulfborg sydvest for Holstebro.

- Den så noget overlæsset ud, beretter politikommissær Torben Ladefoged fra lokalpolitiet i Holstebro.

Det viste sig da også, at bilen indeholdt en sjette person - som befandt sig i bagagerummet.

- Og det må man ikke, pointerer politikommissæren.

Kl. 11.05

Almindeligt at acceptere fængsling

Det er langt fra usædvanligt, at en 43-årig og en 61-årig har tirsdag fået forlænget deres varetægtsfængsling uden at stå ansigt til ansigt med en dommer.

Det fortæller eksperter til TV MIDTVEST og TV 2 Østjylland.

Kl. 10.14

Bønner tilbagekaldes efter fund af mug

Meyers Food har tilbagekaldt tre slags tørrede bønner solgt i løs vægt på grund af risiko for mug. Det skriver Fødevarestyrelsen. 

Mug på bønnerne gør dem uegnede som fødevare, lyder det. Har du købt bønnerne, bør du kassere dem eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.

Der er tale om brune bønner, kidneybønner og sorte bønner solgt i løsvægt i Menybutikkerne fra 16. september til 18. oktober 2024.

Kl. 10.11

Kvinde fik ferien ødelagt

Ferien blev ikke bare ødelagt. Den forsvandt helt og aldeles for en kvinde fra Holstebro-området, som ellers havde det hele på plads.

Hun havde lejet en campingvogn, som stod klar hos Jesperhus på Mors, og det var inklusive adgang til Jesperhus Blomsterpark.

Men det viste sig dog at være for godt til at være sandt.

Kl. 10.05

Møbelkæde skal på skrump

Møbelkæden Ilva vil skære kraftigt i størrelsen på mange af de nuværende 44 butikker i Danmark og Sverige. 

Det siger administrerende direktør Kim Møller Mønster til Finans. Det er led i en ny strategi, som skal rette op på det underskud, som blev resultatet af det seneste regnskabsår.

Ilva er ejet af Lars Larsen Group, som har hovedsæde i Silkeborg.

Kl. 09.06

Langt færre børn dræbt i bilulykker

Siden 1995, hvor det blev lovpligtigt at fastspænde børn i ”egnet udstyr”, er antallet af dræbte og tilskadekomne børn i trafikken faldet markant med næsten 90 procent. Det skriver FDM i en pressemeddelelse. 

Det er tal fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik. der viser den store nedgang. Faldet skyldes ikke kun mere sikre autostole, men også mere sikre biler.

Hvor syv børn i alderen 0-10 år i år 1995 mistede livet i en bilulykke, og 92 kom alvorligt til skade, viser nye tal, at 10 børn sidste år kom alvorligt til skade i bilulykker, mens ingen mistede livet.

Ifølge FDM er det særligt de bagudvendte autostole til de helt små der børn imponerer.

Kl. 08.29

Store mængder kabler med kobber stjålet

Så har der endnu engang været kobbertyve på spil. Denne gang er det gået ud over en virksomhed på Energivej i Holstebro.

- Siden 12. oktober er der forsvundet mellem 600 og 700 kilo elkabler fra virksomheden, fortæller politikommissær Torben Ladefoged fra lokalpolitiet i Holstebro.

De pågældende elkabler indeholder kobber, og de har ifølge politiet en samlet værdi på 12.600 kroner.

Politiet har muligvis et spor i sagen.

- Der er et mistænkeligt køretøj, som kan ses på noget videoovervågning fra stedet, fortæller Torben Ladefoged.

Kl. 07.49

59-årig kvinde svindlet for 17.000 kroner

Mandag formiddag kom lokalpolitiet i Ringkøbing på arbejde, da de modtog en anmeldelse om bedrageri fra en 59-årig kvinde fra Hee. 

Kvinden var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være en ansat fra e-handelstjenesten PayPal. Han overtalte kvinden til at overføre cirka 17.000 kroner til en anden konto. 

Anmelder blev først opmærksom på bedrageriet, da hendes bank henvendte sig vedrørende uregelmæssig aktivitet på hendes konto. 

Politiet efterforsker nu sagen. 

Kl. 07.43

Dommer forlænger fængsling af minkmænd

To personer, der er sigtet i en sag om hvidvask af narkopenge gennem minksind, har fået forlænget deres fængsling til 18. november ved et retsmøde ved Retten i Aarhus.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til TV MIDTVEST.

De to mænd på henholdsvis 43 og 61 år har siddet fængslet siden begyndelsen af oktober, hvor de blev stillet for en dommer første gang. Her nægtede de sig skyldige.

På det tidspunkt, hvor hvidvasken ifølge anklagemyndigheden skulle have fundet sted, havde den 61-årige en fremtrædende rolle i minkbranchen.

De to mænd har selv accepteret fængslingen, oplyser NSK.

Tirsdag vurderede en dommer ved et skriftligt retsmøde, at der var grundlag for at opretholde fængslingen af mændene, selvom fire, der er sigtede i samme sag, blev løsladt mandag.

Ifølge NSK er de to mænd en del af en større sag, tæller i alt 11 sigtede.

Anklagemyndigheden mener, at der er blevet hvidvasket for mindst 30 millioner kroner via blandt andet minkskind.

De sigtede nægter sig over en bred kam skyldige.

Kl. 07.40

Hakket oksekød tilbagekaldes

Flere varianter af hakket oksekød fra Danish Crown med produktionsdatoen 15. oktober 2024 tilbagekaldes på grund af fund af salmonella. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Det hakkede oksekød er solgt i Bilka, Føtex, Meny, Spar, Min Købmand, Let-Køb, Løvbjerg, Rema 1000 og nemlig.com.

- Har du produktet, bør du kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt, skriver Fødevarestyrelsen.

Kl. 07.26

Ændring i retsmøde i hvidvasksag

Et planlagt retsmøde om fristforlængelse af fængsling i en sag om hvidvask gennem minkskind bliver tirsdag holdt skriftligt og dermed uden offentlighedens adgang.

Det oplyser Retten i Aarhus til TV 2 Østjylland.

Mandag fremgik retsmødet ellers af rettens retsliste.

I Danmark er alle retsmøder som udgangspunkt offentlige, oplyser anklagemyndigheden på sin hjemmeside.

Det er uvist, hvorfor retten i det konkrete sag har vurderet, at retsmødet kan afholdes skriftligt, men ændringen kommer dagen efter, at fire af seks fængslede i sagen blev løsladt.

TV MIDTVEST har været i kontakt med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der i sin tid krævede mændene fængslet.

Her har man for nuværende ingen kommentarer til sagen.

Sagen tæller i alt 11 sigtede, hvor af to kræves fortsat fængslede.

Kl. 06.57

Personbil stødt sammen med minibus

Opdatering

  • Opdateret med flere oplysninger.

En person er svært tilskadekommen, efter at en personbil er kørt sammen med en minibus.

Uheldet er sket omkring klokken 7.15 tirsdag morgen i Tjele nordøst for Viborg.

Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at der er tale om et vigepligtsuheld. Det er sket der, hvor Hobro Landevej møder Tjele Møllevej.

Der er sendt to ambulancer til stedet.

Klokken 10:15 er begge køretøjer ved at blive fjernet fra stedet. 

Vejene er ikke længere spærret.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Kl. 06.45

Ringkøbingvej er åben igen

Et uheld tirsdag morgen har spærret Ringkøbingvej mellem Rom og Lemvig. 

Klokken 8:40 flyder trafikken atter.

En bil er blevet fjernet fra stedet, mens man venter på, at en anden også skal fjernes. Omkring klokken 08:30 lettede en helikopter, ligesom en ambulance også forlod stedet.

Det er endnu uvist, hvad tilstanden på de tilskadekomne er.

Kl. 05.59

Aflyste morgentog

GoCollective meddeler, at to morgentog er aflyst tirsdag.

Det drejer síg om toget mellem Rødkærsbro og Viborg med afgang klokken 8.21 - og toget mellem Viborg og Rødkærsbro med afgang klokken 8.39.

Aflysningerne skyldes signalproblemer.

Kl. 05.41

Alvorligt uheld: Person fastklemt

Opdatering

  • Opdateret med flere oplysninger.

En fastklemt person er blevet klippet fri af Nordvestjyllands Brandvæsen efter et alvorligt trafikuheld kort før klokken 7:00 tirsdag morgen.

To biler er stødt sammen på Ringkøbingvej ved Lemvig.

Både ambulancer, lægebiler samt Brand & Redning er på ulykkesstedet. En lægehelikopter er omkring klokken 8:00 ankommet til stedet. En halv time senere er den fløjet igen.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er føreren af den ene bil sluppet uskadt. Den anden er fløjet til sygehuset i Aarhus. Kvinden er alvorligt tilskadekommen, men hun er uden for livsfare. 

Kl. 05.19

Øvelse i dag

Hører du flere udrykninger i området ved Karup og Kølvrå i dag, så er der umiddelbart ingen grund til bekymring.

Det er Midt- og Vestjyllands Politi, der afholder øvelse. Det oplyser politiet på X.

- Vi træner vores indsats ifm uroligheder, hvor mange mennesker er samlet. Det indebærer bl.a. udrykningskørsel i området, lyder det.

Politiet beklager på forhånd de gener, det eventuelt kan medføre, men påpeger, at der er brug for at øve i virkeligheden.