Kort nyt

23. feb 2024 kl. 19:02

Dyrlæge advarer mod alvorlig sygdom

Den seneste halvanden uge har dyrlæge Lise Svejgaard på Egelund Dyreklinik ved Viborg har haft mange tilfælde med hunde, der har haft en smitsom mavetarmsygdom.

- Vi ved ikke præcis, hvad det er for en sygdom. Vi kan ikke sætte navn på den. Men alt tyder på, at der er tale om en smitsom virus, som florerer blandt hunde på Viborgegnen, fortæller Lise Svejgaard og fortsætter:

- Nogle hunde er ikke så hårdt ramt, men slipper med tynd mave. Men især små hvalpe og voksne hunde, som er svage eller har en kronisk lidelse, kan blive alvorligt syge.

Symptomer er blandt andet gullig eller blodig diarre, nedsat appetit eller opkastninger. 

Hun opfordrer hundeejere til at kontakte en dyrlæge, hvis man oplever sin hund med ovenstående symptomer.

20. apr 2024 kl. 20:15

Lastbiler bliver sendt på stor omvej efter færgelukning

Færgen Mary mellem Sundsøre i Salling og Hvalpsund ligger stadig stille, og det påvirker det nærliggende Thise Mejeri. Det giver nemlig ekstra transporttid, at de nu må køre en stor omvej. 

- Ja, det er faktisk noget bøvl. Så nu er der en ekstra køretid på cirka en time hver vej for alle lastbilerne, siger Svend Schou Borch, der er direktør hos Thise. 

Færgen kolliderede mandag aften med kajen i Hvalpsund og beskadigede færgelejet. Det har vist sig sværere at reparere end forventet, så i stedet for at sejle igen søndag, er færgedriften fortsat indstillet helt frem til torsdag.

- Vi har et problem med kajen, som er hårdere ramt, end vi først regnede med. Så det skal vi først have ordnet, inden vi igen kan sejle ud, siger Kent Vestergård, drift og anlægschef, Vesthimmerlands Kommune.

20. apr 2024 kl. 19:48

Bravo Tours fly har fået nyt afgangstidspunkt

Skærmbillede 2024-04-20 195222
Foto: Presse-fotos.dk

Bravo Tours' gæster, der lørdag skulle have fløjet til Mallorca fra Billund Lufthavn 16:40 har nu fået ændret afgangstidspunkt til 21:30. 

Det fortæller Peder Hornshøj, direktør ved Bravo Tours til TV MIDTVEST. 

Gæsterne bliver derfor cirka fire timer forsinket, efter Billund Lufthavn lørdag blev evakureret på grund af en bombetrussel. 

- Det er på godt vestjysk træls, men det er selvfølgelig sikkerhed frem for alt, og nu handler det bare om at få gæsterne afsted, siger Peder Hornshøj.

20. apr 2024 kl. 18:53

Billund Lufthavn er genåbnet

Skærmbillede 2024-04-20 193035
Foto: TV 2

Billund Lufthavn er nu åbnet igen, og passagererne strømmer ind. 

Det skriver TV 2

Siden klokken 10:30 har politiet været massivt tilstede i Billund Lufthavn, efter der blev anmeldt en bombetrussel. Politiet har undersøgt lufthavnen og vurderer nu, at den kan åbne igen. Den åbner endeligt, når Billund Lufthavn er klar til det. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Politiet har fjernet en genstand, som de mistænker for at indeholde sprængstof. En mand i 30’erne er anholdt. 

20. apr 2024 kl. 18:44

Thomasberg før topbrag: - Det er bare med gaspedalen i bund

Det er et af årets vigtigste opgør i mesterskabskampen, når FC Midtjylland i morgen tager til Brøndby og spiller topopgør.

- Jeg synes vi står fint til hinanden. Vi har lavet rigtigt mange point ligesom Brøndby har, så jeg forventer, at det her bliver en tæt kamp, hvor det er de små ting, både taktisk og individuelt, som kan være med til at afgøre det, fortæller Thomas Thomasberg til FC Midtjyllands hjemmeside.

Det er tredje gang i sæsonen, de to hold tørner sammen. Begge opgør har Brøndby vundet, alligevel er der stor tro på tingene hos ulvene.

- Det handler om at nyde det og være klar i stedet for at være bekymret. Det tror jeg nu heller ikke drengene er, så når vi kommer til Brøndby, så er det bare med gaspedalen i bund fra starten af, lyder det fra cheftræneren.

FC Midtjylland kommer ind til kampen med fire sejre i bagagen, godt med selvtillid og en formkurve, der ifølge Thomas Thomasberg peger fremad.

- Jeg synes jeg har set gradvist mere kvalitet i det vi har gjort fra forårets start og til der hvor vi er i nu. 

20. apr 2024 kl. 18:17

Mere nyt om Billund Lufthavn efter klokken 19

Foto Pressefotos.dkRitzau Scanpix
Foto: Pressefotos.dk/Ritzau Scanpix

Politiet indkalder til pressemøde om flytrafikken i Billund Lufthavn klokken 19. Derudover må personalet igen tilgå terminalen.

Det skriver TV SYD

Billund Lufthavn er fortsat lukket, efter en bombetrussel tidligere lørdag. 

20. apr 2024 kl. 18:05

Skjern tager vigtig sejr i semifinalejagt

Der var vigtige point på spil i jagten på en semifinalebillet, da Skjern Håndbold lørdag eftermiddag i de sidste sekunder tog en snæver 31-30-sejr på hjemmebane over Fredericia HK.

Bundrutinerede Lasse Mikkelsen omsatte sikkert et straffekast ti sekunder før tid til Skjern-scoring, og det formåede Fredericia ikke at svare igen på.

Med sejren er Skjern på seks point i slutspilsgruppe to, mens Fredericia fortsat har fire point.

TMS Ringsted er ligeledes på fire point, mens GOG har tre point. De to hold mødes senere lørdag. De to bedste hold i gruppen avancerer til semifinalerne, og efter lørdag resterer der to spillerunder.

Kampen i Skjern bølgede frem og tilbage i første halvleg. Fredericia startede bedst og kom foran 4-1, men derfra meldte hjemmeholdet sig ind i opgøret.

Samtidig begyndte Fredericia at stresse for meget særligt i kontrafasen, hvilket kastede flere fejl af sig.

Det udnyttede Skjern til at komme tilbage i kampen, hvor Joaquim Nazaré var godt spillende på højrebacken for hjemmeholdet.

20. apr 2024 kl. 17:19

To uheld på motorvej

bil
Foto: Presse-fotos.dk

Lørdag eftermiddag er der sket to uheld uafhængigt af hinanden på Herningmotorvej. Her kørte to biler med få minutters mellemrum galt og endte på taget. 

- Vi får en anmeldelse klokken 15:34 og en 15:38, hvor begge biler er landet på hovedet, siger Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Det skete omkring Pårup, hvor de to biler var på vej i hver deres retning. Politiet formoder, at uheldene skete på grund af aquaplaning. 

- Det skyldes nok, at der var rigtig meget vand på vejbanen, som fik løftet bilerne væk fra vejen, siger Ole Vanghøj. 

Vagtchefen oplyser, at begge uheld skete som solouheld og ikke gik ud over andre bilister på motorvejen. Derudover oplyser han, at der ikke er nogen, der er kommet alvorligt til skade. 

- Det skulle der ikke være, men der er muligvis to, der er blevet kørt på sygehuset til et tjek, siger han. 

Uheldet har givet trafikale udfordringer i løbet af lørdag eftermiddag, men politiet har nu genåbnet begge spor. 

20. apr 2024 kl. 16:34

Politiet: Vent med at køre til Billund Lufthavn

Hvis du skal ud og rejse fra Billund Lufthavn i løbet af lørdag eftermiddag og aften, så vent med at køre derud.

Sådan lød opfordringen på et pressemøde fra Michael Weiss, der er politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi. 

- Man vil komme til at holde i kø og vente, sagde han. 

Politiet har meddelt lufthavnen, at der indtil klokken 18 ikke sker noget nyt.

Rejsende er blevet evakueret fra lufthavnen lørdag eftermiddag, og en mand, der er mistænkt for bombetruslen er blevet anholdt. 

Hvis du skal rejse fra Billund Lufthavn, kan du få en opdatering på din afgang her.

20. apr 2024 kl. 16:16

Politiet er ved at undersøge "noget fysisk" ved Billunds Lufthavn

På et pressemøde lørdag eftermiddag oplyser politiinspektør hos Sydøstjyllands Politi Michael Weiss, at politiet er ved at undersøge "noget fysisk" ved Billunds Lufthavn, som tidligere på dagen blev evakueret efter en bombetrussel.

Han tilføjer, at bombetruslen fandt sted i lufthavnen og var dermed ikke telefonisk.

20. apr 2024 kl. 15:25

Der er tidligst nyt om flytrafikken i Billund lørdag aften

Foto Pressefotos.dkRitzau Scanpix
Foto: Pressefotos.dk/Ritzau Scanpix

Sydøstjyllands Politi kan tidligst melde nyt ud om flytrafikken i Billund Lufthavn klokken 18 lørdag.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Dermed står det klart, at flyet med Bravo Tours' gæster, der lørdag klokken 16:40 skulle rejse til Mallorca, er forsinket. 

- Vi har et ledigt fly, som er klar til afgang, så snart lufthavnen åbner igen, siger Peder Hornshøj, direktør i Bravo Tours. 

Flytrafikken er helt lukket ned, efter at lufthavnen modtog en bombetrussel lørdag formiddag.

En mand er anholdt i sagen.

20. apr 2024 kl. 14:04

Torsten Schack afviser kritik

Venstres politiske ordfører Torsten Schack Pedersen, der er valgt i Thistedkredsen, er kommet i modvind på det sociale medie X, hvor han bliver beskyldt for at debattere i et "ubeskriveligt lavt niveau".

Årsagen er en kommentar til den konservative Rasmus Jarlov, som af mange bliver opfattet som en hentydning Jarlovs sygemelding. 

Den udlægning afviser Schack over for TV MIDTVEST. Han mener ikke, at han er gået over stregen og konstaterer, at mange på det sociale medie har let ved at blive forargede.

20. apr 2024 kl. 13:42

Mand anholdt efter bombetrussel

Sydøstjyllands Politi har lørdag anholdt en mand i forbindelse med, at Billund Lufthavn er blevet evakueret på grund af en bombetrussel. 

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at der på nuværende tidspunkt ikke er oplysninger, om der skulle være andre bag bombetruslen.

Rejseselskabet Bravo Tours i Herning skal efter planen sende gæster med et fly fra Billund til Mallorca lørdag eftermiddag, men det er stadig uvist, om flyet bliver aflyst - og hvordan trafikken fra Billund i øvrigt bliver påvirket resten af dagen.

20. apr 2024 kl. 13:03

Chauffør venter foran lufthavnen: Folk tager det roligt

Billund Lufthavn
Foto: Jan Ove Sørensen

Det vrimler med politibiler og brandbiler ved Billund Lufthavn, efter at lufthavnen lørdag er blevet ramt af en bombetrussel.

Det fortæller Jan Ove Sørensen fra Mammen. Han er chauffør hos Bjerringbro Taxi og er lørdag kørt til Billund for at hente nogle udenlandske gæster, der er ankommet med et KLM-fly. Gæsterne skal på besøg hos pumpekoncernen Grundfos, men på grund af bombetruslen kan de ikke forlade området.

- Så vidt jeg ved, sidder de stadig i flyet, siger Jan Ove Sørensen. 

Han fortæller, at mange passagerer fra lufthavnen er søgt ned mod det nærliggende lufthavnshotel, der ikke er blevet evakueret. Han har også set, at nogen har fået lov til at hente deres biler fra parkeringsområderne udenfor lufthavnen. 

- Vi har ikke fået nogen tidshorisont og ved ikke så meget om, hvad der sker. Men alle dem, jeg har talt med, tager situationen med ro, siger han.

20. apr 2024 kl. 12:22

Bravo Tours følger udviklingen efter bombetrussel i lufthavn

Evakuerede passagerer venter foran lufthavnen.
Evakuerede passagerer venter foran lufthavnen.
Foto: Privat

Rejseselskabet Bravo Tours fra Herning følger tæt med i udviklingen i Billund Lufthavn, som lørdag er blevet evakueret på grund af en bombetrussel.

Bravo skal efter planen sende en flok gæster med fly fra Billund til Mallorca klokken 16.40, men om det kommer til at holde stik, er i skrivende stund usikkert.

- Mon ikke der er styr over situationen inden da? Det håber jeg da, og i første omgang ser vi lige tiden an en times tid, siger Bravo-direktør Peder Hornshøj til TV MIDTVEST.

Han tilføjer, at selskabet vil sørge for at informere gæsterne, hvis der kommer til at ske ændringer i deres rejseplan. 

Bombetruslen betyder, at alle rejsende og ansatte er blevet bedt om at forlade terminalen, og Sydøstjyllands Politi skriver på det sociale medie X, at man er massivt tilstede. 

Politiet opfordrer samtidig til, at man ikke søger mod lufthavnen. Er man i området skal man følge politiets anvisninger, lyder det.

20. apr 2024 kl. 11:59

Brandvæsnet rykkede ud til gaslugt

Nordjyllands Beredskab på Mors rykkede lørdag formiddag ud til en genbrugsbutik på Bakkegårdsvej i Nykøbing, hvor der blev meldt om en lugt af gas i bygningen.

Der var dog heldigvis ikke tale om en læk, fortæller indsatsleder Henrik Gade Jespersen. 

- Vi kunne hverken lugte eller måle gas på stedet. Bygningen bliver heller ikke tilført gas. Tilførslen blev lukket for halvandet år siden ude ved vejen, siger han.

I stedet tyder meget på, at lugten kom fra en luft til luft-varmepumpe.

- Sådan en varmepumpe kan godt have en træls lugt, hvis filtret er dårligt. Vi har nu luftet ud og rådet dem til ikke at bruge pumpen igen, før den er blevet kontrolleret, siger Henrik Gade Jespersen.

20. apr 2024 kl. 10:57

Ny melding: Sundsøre-færge ligger stille til torsdag

Sejladsen har været indstillet, siden Mary ramte færgelejet i Sundsøre.
Sejladsen har været indstillet, siden Mary ramte færgelejet i Sundsøre.
Foto: Vesthimmerlands Kommune

Der går stadig nogle dage, inden man kan tage færgen M/F Mary mellem Hvalpsund i Vesthimmerland og Sundsøre i Salling.

Færgen har ligget stille, siden den mandag ramte færgelejet i Sundsøre. Sammenstødet betød, at en fender på kajen blev beskadiget, og andre røg i vandet.

Selskabet bag færgedriften meddelte tirsdag, at sejladsen indtil videre var indstillet til og med søndag - men nu er meldingen, at man først forventer at sejle igen fra torsdag 25. april.

- Arbejdet med at reparere kajen er mere vanskeligt end først antaget. Vi beklager meget den gene, det giver vores kunder, som må køre en omvej, skriver selskabet på Facebook.

20. apr 2024 kl. 10:27

Feggesund-færgen sejler igen

Så er der godt nyt til de trafikanter, der plejer at bruge Feggesund-færgen, der sejler mellem det nordlige Mors og Hannæs.

Sejladsen blev fredag indstillet, da en flydebro på Hannæs-siden rev sig løs, men nu skulle skaderne være udbedret.

Færgeselskabet oplyser i en SMS, at sejladsen bliver genoptaget lørdag formiddag. Første afgang er fra Mors klokken 11.10.

20. apr 2024 kl. 10:11

Folkekirkens Nødhjælp slår rekord

2023 var et rekordår for Folkekirkens Nødhjælp. For første gang nåede hjælpeorganisationen over 1 milliard kroner i indtægter.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

- Det betyder jo, at som verden ser ud, så kan vi hjælpe endnu flere mennesker, lyder det fra pressechef Poul Kjar til TV MIDTVEST.

Den danske befolkning bidrog også med den største støtte nogensinde på i alt 207 millioner kroner til arbejdet i verdens brændpunkter.

- De fleste mennesker er påvirket af, hvordan verden ser ud, og her kan man altså gøre noget, siger Poul Kjar.

Samtidigt slog landets genbrugsbutikker også rekord med en omsætning på 57 millioner kroner.

Denne lørdag holder Folkekirkens Nødhjælp landsmøde i Nyborg. Her deltager flere af landets frivillige, fortæller pressechef Poul Kjar.

- Her kommer vi til at kaste en masse kærlighed over dem og deres vigtige arbejde.

20. apr 2024 kl. 10:08

Tour de France-vinder køber nyt hus

Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard og hans familie bevarer tilknytningen til Glyngøre. 

Vingegaard har købt en ejendom på 400 kvadratmeter syd for byen. Salgsprisen er ukendt, men ejendommen var sat til salg for 15  millioner kroner.

Købet kommer ikke som den store overraskelse for Frank B. Schleef, der er formand i Glyngøre Borger- og Erhvervsforening.

- De har stadig en grundholdning om, at de vil bo i Glyngøre, siger han.

20. apr 2024 kl. 07:54

Brøndbys træner før FCM-kamp: Vi skal ud og jagte noget

Jesper Sørensen fra Brøndby og Thomas Thomasberg fra FC Midtjylland mødes søndag til en udsolgt kamp i Brøndby (arkivfoto).
Jesper Sørensen fra Brøndby og Thomas Thomasberg fra FC Midtjylland mødes søndag til en udsolgt kamp i Brøndby (arkivfoto).
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Et topbrag i Superligaen er søndag på menuen, når Brøndby IF og FC Midtjylland tørner sammen på et udsolgt Brøndby Stadion.

Side om side med samme pointhøst kæmper de to tophold om det danske mesterskab. Trækker man sig sejrrigt ud af kampen, er man alene i spidsen af ligaen, og den betydning er ikke til at tage fejl af.

- Begge hold ved godt, hvor meget der er på spil, men vi har ikke noget i hænderne endnu. Vi skal ud at jagte noget, og længere er den ikke, siger Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen.

- Vi har ikke så meget, vi skal beskytte og passe på. Vi skal tværtimod ud at jagte for at opnå noget.

De to indbyrdes kampe mellem mandskaberne i ligaens grundspil resulterede i to 1-0-sejre til Brøndby. Det er en fornemmelse, der kan give Brøndby yderligere tro på tingene før søndagens brag.

- Vi kan selvfølgelig bruge det til noget, at vi har gode oplevelser fra kampene mod FCM. Vi er klar, og vi ved godt, hvordan vi skal spille kampen, siger Jesper Sørensen.

- FCM er gode, men vi har en god fornemmelse af, at det er en modstander, vi godt kan gøre noget ved.