Kort nyt

11. dec 2023 kl. 20:07

2023 står til at slå vejr-rekord

2023 er kun en spytklat fra at slå en fire år gammel rekord hjem; nemlig rekorden som det vådeste år nogensinde. Det skriver DMI på det sociale medie X. 

Med de seneste døgns regn er 2023 nemlig nu inden for 'spytte-afstand' af rekordåret 2019 og mangler blot cirka 10 millimeter.

I følge DMI er der ikke de store mængder nedbør i sigte denne uge, men derefter er der chancer for at få de sidste dråber.

Kl. 07.50

Politiet efterlyser mand for røveri

Sådan ser den efterlyste formodede røver ud.
Sådan ser den efterlyste formodede røver ud.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Politiet efterlyser en 24-årig mand, som er mistænkt for at stå bag et røveri i Netto i Viborg sammen med to andre formodede gerningsmænd. 

Ifølge politiet var Steven Schwartz Eriksen og to andre i Netto 7. januar 2024, hvor de forsøgte at slippe ud at butikken med stjålne varer. 

Da de tre mænd blev stoppet af et vidne, udsatte de vidnet for vold, skriver politiet i en pressemeddelelse. 

To personer er indtil videre varetægtsfængslet for røveriet, og politiet har nu identificeret den sidste formodede gerningsmand.

Han formodes at have tilknytning til Viborg, Aars og Horsens, men kan opholde sig i det meste af landet. 

Ring 114, hvis du har oplysninger om, hvor han befinder sig. Politiet beder desuden borgere oplyse journalnummer: 4100-76313-00001-24 i telefonen.

Kl. 07.37

Fire landsbyer i midt- og vestjylland er indstillet til pris

Fire midt- og vestjyske landsbyer er med i opløbet om at vinde Region Midtjyllands Landsbypris. 

Prisen overrækker regionen hvert år, for at sætte fokus på det, der gør landsbyer attraktive at bosætte sig i. 

Løvel i Viborg Kommune, Ramme og Lomborg i Lemvig Kommune og Nørre Snede i Ikast-Brande Kommune er med i finalen sammen med Skjød i Favrskov Kommune, Asferg i Randers Kommune i Østjylland. 

- Løvel i Viborg Kommune er et flot eksempel på en landsby, der i høj grad har formået at bruge friluftsliv og de omliggende landskabsmæssige værdier som løftestang for den lokale udvikling, skriver Region Midtjylland blandt andet om begrundelsen for nomineringen af landsbyen nær Viborg. 

- Landsbyerne Ramme og Lomborg i Lemvig Kommune har sammen iværksat en række initiativer, der skal bringe de to landsbyer tættere sammen, skriver regionen videre, og begrunder nomineringen for Nørre Snede, at landsbyen har sat gang i byens udvikling og fællesskab med udgangspunkt i byens kulturhistorie og beliggenhed på Hærvejen.

Kl. 06.39

Kommune sender de ansatte på AI-kursus for fremtidens skyld

200 medarbejdere hos Ringkøbing-Skjern Kommune sendes nu på kursus i kunstig intelligens.

Det sker for at modne organisationen til fremtiden, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kunstig intelligens, også kaldet "AI", er mange ting, men det er primært generativt AI, som eksempelvis ChatGPT, de 200 medarbejdere i Ringkøbing-Skjern skal lære meget mere om.

Det er både ledere og administrative medarbejdere, der skal på kursus.

- Der vil altid være en lang række opgaver i en kommunal administration, som kræver personligt blik og håndtering. Men der er også opgaver, som kan løses ved hjælp af kunstig intelligens, og det vil vi gerne opfordre medarbejderne til at prøve af, udtaler Jesper Lemming, der er stabschef i Personale og Digitalisering i Ringkøbing-Skjern Kommune, i pressemeddelelsen.

Kl. 06.04

Voldsomt vejr på vej langs vestkysten

Der er varsel om stormende kuling med vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst. Det oplyser DMI.

Vinden vil tiltage i løbet af aftentimerne, og først på natten kan vindstyrken altså nå op på stormende kuling i middelvinden. Der vil også være risiko for vindstød af stormstyrke.

Varslet gælder for samtlige kommuner langs den jyske vestkyst, mens vinden i løbet af nattetimerne også vil tiltage længere inde i landet. Her kan vindstød af stormstyrke ikke udelukkes.

Med blæsevejret følger også et større regnvejr, oplyser DMI.

Vinden vil de fleste steder aftage i løbet af fredag formiddag.

Kl. 05.27

Fiskerlussingen danner nyt parti

John Jørgensen fra Struer blev for seks år siden landskendt i forbindelse med, at han lovede fiskerlussinger til folk, der ikke kunne acceptere, at blandt andet hans datter gik med tørklæde.

Siden dannede han et parti, som hed Fiskerlussing i forbindelse med folketingsvalget i 2019.

Nu gør John Jørgensen det igen. Det nye parti hedder Verdensdemokraterne, og han løfter for alvor sløret for partiet i forbindelse med en demonstration i Skive lørdag den 24. februar.

- Det er konflikten i Gaza, som har fået mig op af stolen. Nu håber jeg, at vi kan samle mange nok, der vil det samme som jeg, så vi kan bygge er parti op, siger John Jørgensen.

21. feb 2024 kl. 22:13

Morgenafgang mellem Aarhus og Struer kører med et togsæt

Togafgangen mellem Aarhus og Struer klokken 06.23 kører kun med et enkelt togsæt. Det oplyser Arriva.

Der bliver indsat en supplerende bus som kører fra Rødkærsbro klokken 07.19 til Viborg. 

21. feb 2024 kl. 21:37

Jord fra Nordic Waste kan blive i Silkeborg

146 jordprøver taget fra den jord fra Nordic Waste der bliver brugt i en støjvold viser, at jorden ikke er så forurenet, at den skal væk.

Silkeborg Kommune har netop fået svar fra de jordprøver, som er taget fra jordvolden ved Silkeborgmotorvejen. Prøverne viser, at jorden ikke er forurenet over det tilladte.

Byggeriet af støjvolden har været sat på pause, efter borgere udtrykte utryghed ved jorden fra Nordic Waste.

21. feb 2024 kl. 20:51

Togene mellem Thisted og Struer aflyst

Toget mellem Struer Station og Thisted Station er aflyst på grund af materielforhold. Der bliver i stedet indsat bus, som kører fra Struer klokken 21.00.

Den anden vej er toget også aflyst. Her kører der en bus fra Thisted Station klokken 21.35.

Arriva gør opmærksom på, at busserne kan være forsinkede.

21. feb 2024 kl. 18:59

FCM VIP lounge bliver indviet 1. marts

Når FCM spiller hjemme mod FCK den 1. marts, kan hjemmeholdets VIP-fans nyde kampen under særligt eksklusive forhold.

FCM's VIP lounge er nu færdig og har kostet mere end 100 millioner kroner. Det er mere end resten af stadion i sin kostede.

Loungen er indrettet af de samme folk, der også har stået bag indretningen af det kendte Hotel d’Angleterre i København.

21. feb 2024 kl. 18:05

Risiko for metalsplinter i chokolade småkager

Coop Danmark A/S, Salling Group og Dagrofa ApS tilbagekalder småkager, fordi der er risiko for, at de indeholder metalsplinter.

Det drejer sig om følgende produkter. Coop Cookies Choco buttons and dark chocolate og Coop Cookies White chocolate and cranberries. Salling Chocolate Chip og Finton's Chocolate Chip Cookies samt Gestus Triple Cookies og Gestus Rainbow Cookies.

Fødevarestyrelsen opfordrer til, at man smider kagerne ud eller tilbageleverer dem til den butik, hvor de er købt. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

21. feb 2024 kl. 16:31

Tog aflyst mellem Silkeborg og Skanderborg

Bane Danmark oplyser på X, at der på grund af vand på sporet ikke kører tog mellem Silkeborg og Skanderborg.

Bane Danmark opfordrer til, at rejsende holder sig orienteret på Rejseplanen.

21. feb 2024 kl. 16:05

Politiet ledte efter effekter i sagen om død 49-årig

Betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi har nu afsluttet eftersøgningen ved rute 11 nord for Thisted.

Politikommissær Theis Thylstrup, der er leder af politiets afdeling for personfarlig kriminalitet, oplyser til TV MIDTVEST, at betjente med hunde har søgt efter effekter i sagen om den 49-årige mand, der i sidste uge blev fundet død i området.

Derudover har politikommissæren ikke flere kommentarer til eftersøgningen, der betød, at vejen en overgang var delvist spærret.

Den 49-årige blev fundet død i en å, efter at have været meldt savnet i nogle dage. Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi vurderede dengang, at der ikke var noget mistænkeligt ved dødsfaldet.

21. feb 2024 kl. 16:02

Brandbil væltede i sving

En tankvogn fra Midtjysk Brand & Redning fyldt med 8000 liter vand er væltet i et sving på Vattrupvej mellem Thorning og Kjellerup onsdag klokken 14.

- Vi er herude lige nu og venter på, at vi får et køretøj herud, så vi kan få tankvognen rejst op. Så den næste halvanden til to timer vil vejen være spærret, fortæller indsatsleder fra Midtjysk Brand og Redning, René Nikolajsen.

Det betyder, at vejen er åben igen omkring klokken 18.00.

Chaufføren af tankvognen kom ikke til skade i forbindelse med trafikuheldet.

  

21. feb 2024 kl. 15:36

Høj CO₂-afgift vil betyde nedlukninger, advarer mælkeproducent

Onsdagens præsentation af et ekspertudvalgs forslag til en kommende CO₂-afgift giver bekymring hos den økologiske mælkeproducent Torben Sønderby fra Grønbjerg ved Spjald.

Især den højeste afgift på 750 kroner per ton udledt CO₂ vil være dødsstødet for mange danske landbrug, vurderer han. Og også for hans egen bedrift.

- Jeg kan ikke se andet, end at det vil betyde nedlukning af min virksomhed. Den afgift er så høj, at det går langt ud over det overskud, jeg har på min bedrift, slår Torben Sønderby fast.

De 750 kroner er den ene af tre modeller fra ekspertudvalget. De to andre modeller indeholder en afgift på henholdsvis 375 kroner og 125 kroner per udledt ton CO₂.


21. feb 2024 kl. 15:13

49-årig dømt for vold og voldtægt

En 49-årig mand blev onsdag ved retten i Holstebro idømt et år og tre måneders fængsel for blandt andet vold og voldtægt i Struer.

Manden var tiltalt for i august sidste år at have voldtaget en kvinde ved andet seksuelt forhold end samleje og for at slå og sparke hende på kroppen og for at true med at slå hendes datter ihjel.

Den dømte Brian Bøgild Poulsen, der flere gange tidligere er straffet for blandt andet vold, nægtede sig skyldig og meddelte, at han vil anke sagen til landsretten.

21. feb 2024 kl. 14:08

DMI varsler om vindstød af stormstyrke fredag

Det bliver en blæsende start på weekenden i det vestjyske. 

DMI varsler om vindstød af stormstyrke natten til fredag den 23. februar klokken 01:00 og frem til klokken 14:00 fredag. 

Det gælder for blandt andet Thy og Mors, langs vestkysten og Læsø. 

Vindstød af stormstyrke medfører, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.

Det er en kategori 1 varsel, og DMI forventer stormende kuling af 20-22 m/s fra sydvest og vindstød af stormstyrke med 25-30 m/s.

21. feb 2024 kl. 13:24

Lose: Landbruget vil forandre sig

En regeringsnedsat ekspertgruppe har foreslået tre forskellige afgiftssatser for en fremtidig CO2-afgift på landbruget, og de vil koste arbejdspladser i sektoren.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) vil over for TV2 News ikke svare klart på, om regeringen vil acceptere den konsekvens. Men hun siger, at landbruget altid har forandret sig og også vil komme til det i fremtiden.

- Når man ser på landbruget, har det historisk set altid forandret sig, udviklet sig og ændret sig. Der er færre arbejdspladser end førhen, det er en anden type produktion, der har været stigende effektivitet og flere maskiner.

- Landbruget kommer - CO2-afgift eller ej - til at forandre sig i fremtiden. Vi er bare optaget af, at der stadig samlet set vil være arbejdspladser i hele landet, siger Lose til TV2 News.

Ministeren bliver gentagne gange spurgt ind til, om regeringen kan acceptere konsekvensen. Hun svarer hverken ja eller nej.


21. feb 2024 kl. 12:57

Vestjyske SABA har taget stilling til Eurovision

SABA, da hun vandt det danske Melodi Grand Prix lørdag den 17. februar 2024.
SABA, da hun vandt det danske Melodi Grand Prix lørdag den 17. februar 2024.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vinderen af Melodi Grand Prix, SABA, der stammer fra Ringkøbing, har siden sejren i lørdags overvejet, om hun ville tage med til Eurovision. 

Men nu har hun i tæt dialog med DR besluttet sig. Man kan finde hende på den store scene, når Eurovision ruller over skærmen fra Malmø den 9. maj 2024.

Det oplyser DR. 

I år står Eurovision i et særligt lys på grund af konflikten i Mellemøsten, og siden lørdag har DR drøftet den særlige situation med SABA og holdet bag hendes sang. 

For SABA lyder overvejelserne bag deltagelsen sådan her: 

- Det har ikke været nogen nem beslutning for mig. Men jeg håber og tror, at jeg som en brun kvinde, der ovenikøbet er adopteret, queer og kæmper med psykiske udfordringer, kan spille en vigtig rolle i at gøre Malmø til en inkluderende fest, hvor jeg kan repræsentere en masse mennesker og Danmark på min helt egen måde. Jeg kan repræsentere meget, men situationen i Mellemøsten er mere, end jeg kan bære på mine skuldre. Jeg ønsker kærlighed og fred til alle mennesker, siger SABA til DR. 

21. feb 2024 kl. 12:06

Så meget kan prisen på oksekød stige

I modellen med højeste sats for afgift på 750 kroner per ton CO2 i landbruget vil prisen på en danskproduceret pakke hakket oksekød på 500 gram stige med 4,5 kroner, vurderer ekspertgruppe.

Gruppen er det såkaldte Svarer-udvalg, opkaldt efter formanden for udvalget, professor Michael Svarer, der onsdag præsenterer sine anbefalinger i en rapport, der er blevet udskudt flere gange.

Med en afgift på 375 kroner vil prisstigningen på en pakke hakket oksekød være på 2,3 kroner. Med en afgift på 125 kroner vil prisstigningen være på 1,4 kroner.

Med den højeste sats for en afgift vil prisstigningen på en liter mælk til 13 kroner være på 0,6 kroner. Med en afgift på 375 kroner vil prisstigningen være på 0,3 kroner for mælken.

Og med en afgift på 125 kroner vil prisstigningen på mælk være på 0,2 kroner, fremgår det af rapporten. De samme tal gælder for svinekød.

Gennemsnitligt vil slagteri- og mejerivarer i modellen med den højeste sats i 2030 stige med maksimalt knap fire procent.

21. feb 2024 kl. 12:01

Flere sigtelser mod vognmandsfirma

Politiet har nu rejst flere sigtelser i kølvandet på uheldet i sidste uge, hvor en særtransport med en stor vindmølledel sad fast under en vejbro ved Thisted.

Lederen af politiets Tungvogncenter Nord, politikommissær Claus Kjær-Pedersen, oplyser til TV MIDTVEST, at der i alt er tale om fem sigtelser mod chaufføren i særtransporten, vognmandsfirmaet og chaufføren i ledsagerbilen.

Vognmandsfirmaet Vindelsbæk Transport ønsker ikke at kommentere sigtelserne.