Max har en livstruende sygdom - nu stiller han op til kommunalvalget

Max Madsen er nok den af de 13 socialdemokratiske kandidater til kommunalvalget på Mors, der skiller sig mest ud.

2:20
Selvom man sidder i kørestol og lider af en sygdom, der langsomt nedbryder kroppen, kan man sagtens være kommunalvalgskandidat, mener 32-årige Max Madsen fra Nykøbing.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Max Madsen fra Nykøbing er 32 år - og så er han kandidat til kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet.

Derudover har han amyotrofisk lateral sklerose (ALS).

- Os handicappede skal ikke puttes i en skuffe. Der er nok af os på øen. Både handicappede, ældre og svagtgående. Vi har noget at sige. Den kamp vil jeg kæmpe, siger han til TV MIDTVEST.

ALS er en sygdom, som rammer flere af de motoriske evner. Det betyder, at kroppens muskler bliver gradvis mindre og svagere. Med tiden opstår der problemer med kraft i arme og ben samt besvær med at synke og tale.

- Som jeg selv siger, så ser jeg ikke mig selv som syg. Jeg har skavanker, så jeg tænker ikke så meget over uvisheden. Hvis man gjorde det, så valgte man ikke at stille op, men stillede sig i et hjørne og ventede på udløbsdatoen.

- Vi lever i 2021. Der er så mange hjælpemidler, så jeg ser det ikke som nogen hindring. Nej, jeg kan ikke bruge mine ben og hænder, men hovedet fejler ingenting.

Det er første gang, Max Madsen er politisk kandidat, og den socialdemokratiske kommuneformand er glad for, at han stiller sig til rådighed.

- Max kan løfte opgaven

Socialdemokratiet på Mors har i alt 13 kandidater til kommunalvalget. Deriblandt altså Max Madsen.

- Der er ingen tvivl om, at Max kan løfte opgaven. Intellektet fejler absolut ingenting. At der er en sygdom indover, er noget helt andet, men der må ikke være begrænsninger for, hvad man kan i politik. Det er vi overhovedet ikke nervøse for, siger partiets kommuneformand, John Christiansen.

John Christiansen er formand for Socialdemokratiet på Mors.
John Christiansen er formand for Socialdemokratiet på Mors.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Alligevel har det krævet noget nytænkning i måden at føre lokalpolitisk valgkamp på.

- Det har været en øjenåbner for os alle sammen. Det er en ny situation, og det skal vi tænke ind i vores gøren og laden fremover.