Kandidat fik ved en fejl ikke plads i byrådet: - Det nemmeste i hele verden er at rette op på fejlen

Regler spænder umiddelbart ben for, at Jakob Svendsen kan få den plads i Viborg Kommunes byråd, som ved en fejl blev givet til en anden.

Jakob Svendsen er utilfreds med, at der ikke er blevet gjort mere for at rette op på den fejl, som gjorde, at han trods det højeste stemmetal ikke indtog partiets plads i byrådet i Viborg.
Jakob Svendsen er utilfreds med, at der ikke er blevet gjort mere for at rette op på den fejl, som gjorde, at han trods det højeste stemmetal ikke indtog partiets plads i byrådet i Viborg.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Jakob Svendsen er skuffet. Han synes, det er træls, at kommunalvalget i Viborg endte, som det gjorde. 

For ham personligt altså. 

- Jeg ser stadigvæk, at jeg er den rette til at indtage den plads i byrådet. Det er min retmæssige plads.

- Målt på stemmeantal har jeg helt klart fortjent det, siger han til TV MIDTVEST.

Årsagen til den opfattelse er en fejl i Nye Borgerlige lokalt, hvor man i forbindelse med opstillingen satte et kryds forkert, så kandidaterne ikke blev sideordnet opstillet.

Det betød, at Leo Nørgaard fik pladsen, selvom Jakob Svendsen fik flest personlige stemmer.

- Det nemmeste i hele verden er at få rettet op på den her fejl, hvis man er i besiddelse af viljen til det, fortsætter den skuffede politiker.

Men helt så let er det ikke, medmindre man vil omgå reglerne.

Ekspert: - Noget pjat

Ifølge forskningslektor Roger Buch fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole er reglerne forældede.

- I snæver juridisk forstand er der ingen muligheder. Vores valglovgivning er meget stringent og nidkær. Hvis man laver en fejl, bliver man fanget i den.

- I virkelighedens verden er der nogle smuthuller, hvis kandidater ønsker at træde ud. Der er så igen nogle snævre juridiske regler i forhold til det. Sygdom, arbejde, familie og den slags ting. Men der er jo ingen, der går ind og kontrollerer den reelle grund.

Roger Buch er ikke imponeret over de regler, der spænder ben for, at den retmæssige kandidat for Nye Borgerlige indtager posten i byrådet i Viborg.
Roger Buch er ikke imponeret over de regler, der spænder ben for, at den retmæssige kandidat for Nye Borgerlige indtager posten i byrådet i Viborg.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Men når alt kommer til alt, bør reglerne ændres, så den slags fejl ikke er bindende.

- Det er nogle regler, der blev lavet i 50’erne, hvor det var svært at få folk til at sidde i byrådet.

- Det er noget pjat, man skal opfinde sundhedsproblemer eller andre problemer. I Folketinget er det sådan, at man bare kan forlade folketinget, hvis man ønsker det. Det her er nogle ældgamle regler, som man ikke har fået ryddet op i. Derfor synes jeg, at man kan lære af den her sag, at man bør få ændret reglerne, afslutter han.

Nye Borgerliges spidskandidat, Leo Nørgaard, der fik pladsen i byrådet i stedet for Jakob Svendsen, har ikke ønsket at medvirke i interview om sagen.