Flere øjne i natten: Kidnapningsforsøg har skabt nye natteravne

Efter to forsøg på at bortføre unge kvinder i Herning har flere meldt sig som natteravne.

0:49
Efter de to forsøg på bortførsler har flere meldt sig som Natteravne
Foto: Natteravnene

Natteravnene er muligvis mest kendte for deres selvlysende veste og lommer fyldt med kondomer, bolsjer og omsorg. 

Men deres primære formål er at skabe tryghed i nattelivet, og det er der mange i Herning og omegn, der gerne vil være med til, efter byen har oplevet to forsøg på kidnapning af unge kvinder på en uge. 

- Jeg har fået tre beskeder fra folk, der spørger, hvordan man bliver natteravn. Det er selvfølgelig på en trist baggrund, kan man sige, men et plus for os natteravne, siger Anette Andersen, der er formand for Natteravnene Herning.

I sine seks år som natteravn har hun aldrig set så meget politi i Hernings natteliv, som det var tilfældet fredag aften.

Men det var ikke det eneste, der var anderledes. 

Fredag aften lagde hun og de andre natteravne nemlig mærke til, at noget havde ændret sig blandt de unge piger.

- Pigerne var gode til at gå sammen og passe på hinanden. De gik ikke alene, som de ellers af og til gør, fortæller natteravnen. 

Anette Andersen oplevede en god stemning fredag aften.
Anette Andersen oplevede en god stemning fredag aften.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Dækker større område

De var også gode til at snakke med natteravnene, der gjorde et stort indtryk på de unge mennesker, der var ude for at fejre J-dag.

- De er generelt glade for at se os, og spørger; "Ej, gør I det her gratis?", og når så siger ja, vi er her for at passe på jer, så bliver de rigtig glade, siger Anette Andersen. 

Fredag aften var det også muligt at støde på de gule veste nye steder. 

De kredser nemlig mest i barområdet på Østergade, men efter den seneste uges hændelser, har de udvidet lidt.

- I samråd med politiet har vi udvidet vores område, så vi ikke bare er i Østergade. Der skal vi primært være, men vi dækker et nu et lidt større område, forklarer Anette Andersen.

Flere holder øje

Politiet og de gule veste vil dog ikke være de eneste, der kommer til at præge billedet i nattelivet i Herning.

Også Kirke Care er fra fredag aften rykket ind i gaderne i Herning, hvor de skal være med til at skabe mere tryghed.

Det oplyser medlem af Kirke Care Jens Kristian Mølby Nielsen i et opslag i Facebook-gruppen 'Vores Herning'.

Her oplyses det, at der er tale om et heldigt tilfælde.

Det skulle nemlig være noget, der har været planlagt i længere tid og sker ikke direkte som følge af de to kidnapningsforsøg.