Efter kidnapningsforsøg: De unge i Herning har øje på hinanden

Forsøgene på at bortføre unge kvinder gør indtryk på flere af de unge, som vi har talt med.

Amalie, Sille, Sander og Astrid er alle ekstra opmærksomme efter den seneste uges episoder med kidnapningsforsøg.
Amalie, Sille, Sander og Astrid er alle ekstra opmærksomme efter den seneste uges episoder med kidnapningsforsøg.
Foto: Nanna Rasmussen, Jens Svenning og Colourbox

To kvinder på 18 og 22 år er på under en uge forsøgt bortført i Herning, og det gør indtryk på andre unge, som TV MIDTVEST fredag møder i bybilledet.

- Det gør mig lidt bekymret, og det er min mor også. Jeg har fået strenge ordrer på at tage en taxa hjem, selvom jeg bor herinde i midtbyen, fortæller Laura Lange.

- Personligt har jeg haft trygge oplevelser, men jeg tror, det er anderledes for kvinder. Jeg føler, at det er mere utrygt for dem, så vi skal passe på dem, når der sker de her episoder, siger Sander Brink, der også bor i Herning.

Astrid Teglgård fra Ikast og Ida Marie Sørensen fra Brande er også opmærksomme på at tage deres forholdsregler. Blandt andet lader de deres forældre følge med i deres telefons lokation via sociale medier.

- Man er bange for, hvad der kan ske her i byen. Det bryder jeg mig ikke så meget om, siger Astrid Teglgård.

- Jeg tør ikke selv gå i byen, for jeg er lidt bange for at blive kidnappet, især hvis man er lidt beruset, siger Ida Marie Sørensen.

Efterforskningsleder ved Lokalpolitiet i Herning siger, at han forstår de unges bekymring, men at han holder fast i, at byen stadig er tryg for dem at færdes i.

Taler med veninderne

Elevrådsformand på Herningsholm HHX og HTX, Daria Luisa Cuibus, fortæller, at episoderne også berører de elever, hun har talt med.

- Generelt er mange af pigerne utrygge, fordi man jo føler sig sårbar, når det kun er kvinder, det er sket ved, siger Daria Luisa Cuibus, der er elevrådsformand på Herningsholm HHX og HTX.

Hun fortæller, at hændelserne er noget de studerende taler om, og det har sat tanker i gang om, hvordan man passer på både sig selv og andre.

Amalie Jørgensen, der bor i Vildbjerg, er vant til at tale med sine forældre om et trygt natteliv. Men når der sker hændelser som disse, så er det også et emne sammen med veninderne.

Selv er hun stadig tryg ved at færdes i byen.

Ingen grund til at ændre planer

Denne fredag bliver julebryggen frigivet, og det lokker normalt en del i byen. 

Daria Luisa Cuibus har talt med nogle medstuderende, der længe har planlagt at tage afsted, og de planer er ikke ændret.

- Nu er folk bare meget mere opmærksom på altid at have et øje på hinanden, siger hun.

Og det er også beskeden fra Lokalpolitiet i Herning. 

Her pointerer efterforskningsleder Lars Boe Larsen, at der ikke er grund til at blive hjemme i aften.

- Man skal ikke ændre på sine planer, men klart gøre sig nogle tanker om, hvordan man går i byen og kommer hjem igen.

Spørger man Sille Brink, så skal der gøres noget generelt ved nattelivet.

- Jeg tror ikke, at det er den enkelte person, der kan gøre noget. Vi tager de forholdsregler, vi kan. Det skal ikke være ofrene, vi spørger, hvad skal gøre. Det er dem rundt omkring.

Politiet er talstærkt til stede i nattelivet i Herning denne weekend og vil gerne høre fra alle, der kan bidrage med viden om sagerne på 1-1-4.