Politiet efter skudepisode: Kærshovedgård kan ikke sidestilles med et fængsel
Beboerne på udrejsecenteret skal ikke visiteres, når skal ind på centeret.
En 25-årig mand er varetægtsfængslet i en sag om våbenbesiddelse, vold og trusler på livet, efter han ifølge sigtelsen af ham affyrede en pistol mod en beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård og slog ham i ansigtet med våbnet.
Men hvordan er det overhovedet muligt at få et våben med ind på Kriminalforsorgens center for afviste asylansøgere, udviste udlændinge og personer på tålt ophold?
Det handler ifølge vicepolitiinspektør Bjørn Bo fra Midt- og Vestjyllands Politi om, at beboerne ikke er frihedsberøvede, men frit kan komme og gå.
- Udrejsecenter Kærshovedgård kan ikke sidestilles med et fængsel, og det betyder, at de beboerne ikke er underlagt nogen former for visitation, når de går ind eller ud af centeret, siger han.
Tirsdag i denne uge gennemførte politiet en ransagning på udrejsecenteret, men her blev pistolen, som blev affyret onsdag, ikke fundet, og det er der en god grund til.
- Ransagningen i tirsdags gik helt konkret på seks værelser, og det var de værelser, vi koncentrerede os om, siger Bjørn Bo.
Forinden havde politiet fået flere anmeldelser om, at der skulle befinde sig euforiserende stoffer på stedet.
- Vi forsøger hele tiden at være på forkant
Under ransagningen fandt politiet cirka 220 gram hash og tre gram metamfetamin, en strømpistol, en ulovlig foldekniv, en peberspray og 39.500 kroner i ulovlige eurosedler, men altså ikke den pistol, som blev affyret onsdag.
Alligevel mener vicepolitiinspektøren, at han og hans kollegaer gør deres bedste for at holde opsyn med beboerne.
- Vi gør hver eneste dag, hvad vi kan for at skabe tryghed både på og uden for Kærshovedgård.
- Vi og vores samarbejdspartnere er faktisk rigtig gode til vores arbejde. Vi har et rigtig godt bredt samarbejde, og vi er vågne og opmærksomme på de parametre, som vi kan være opmærksomme på i vores daglige arbejde, siger han.
Han indrømmer dog, at det ikke er muligt at opdage alt, hvad der foregår.
- Vi forsøger hele tiden at være på forkant. Og nogle gange er det svært, selvom man er politi, men vi gør en ihærdig indsats både inde på centret og også udenfor i lokalområdet, siger Bjørn Bo.