Travlhed ved poolkanten: 50 frivillige gør klar til den store badedag

Om godt en måned åbner Engesvang Friluftsbad for gæsterne til 2024-sæsonen, men inden da skal det hele have en overhaling.

50 frivillige gør klar til åbningen af Engesvang Friluftsbad. En af dem er Karsten Moskjær Kofod.
50 frivillige gør klar til åbningen af Engesvang Friluftsbad. En af dem er Karsten Moskjær Kofod.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En bænk skriger på maling. Græsset er lidt langt. Børnebassinnet er fyldt med brunt vand og den store pool er langt fra klar som bølgen blå, men inden længe ser det forhåbentlig helt anderledes ud.

En række store og små frivillige fra Engesvang mellem Ikast og Silkeborg bruger hele lørdagen på at gøre nordens ældste friluftsbad klar til åbningen 18. maj.

- Vi har gang i en arbejdsdag og har lavet to-do-lister både indenfor og udenfor. Det er en stor dag, fortæller Karsten Moskjær Kofod, der er bestyrelsesmedlem i Engesvang Friluftsbad, der blev bygget i 1930.

Både børn og voksne hjælper til med arbejdet.
Både børn og voksne hjælper til med arbejdet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Heldigvis er han ikke alene om at få bragt byens friluftsbad tilbage i topform, for der er nok at gå i gang med. Godt 50 borgere er mødt op for at hjælpe til. Ja, det er nærmest et tilløbsstykke.

- Vi er jo alle frivillige. Hele friluftsbadet er båret af frivillighed, og det er borgerne, der ejer stedet. De har folkeaktier for at støtte op, fortæller Karsten Moskjær Kofod, der er meget godt tilfreds med både dagens fremmøde og arbejdsindsats.

Denne lørdag er de fremmødte i gang med at feje, male, støvsuge, rydde op og hundrede andre ting omkring poolen, de grønne områder og inde i selve klubhuset. Der er opgaver til alle.

Efter flere timers knoklen er badet næsten klar til at slå dørene op. Der venter dog endnu en arbejdsdag inden åbningen, men det er ifølge bestyrelsesmedlemmet kun for at få styr på de allersidste detaljer, inden børn og voksne hopper i vandet.

- Og ja, vi når at blive klar, og vi glæder os, siger Karsten Moskjær Kofod.

Engesvang Friluftsbad er nordens ældste.
Engesvang Friluftsbad er nordens ældste.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST