Stjal handicapscooter fra benamputeret mand: Nu er den smadret

En 71-årig mand fandt tirsdag morgen ud af, hans nye handicapscooter var blevet stjålet. Da han fandt den, var den hærget.

Sådan så scooteren ud, inden den blev hærget.
Sådan så scooteren ud, inden den blev hærget.
Foto: Trine Jensen

En 71-årig benamputeret mand fra Ikast nåede kun at have sin handicapscooter i en uge.

Så blev den stjålet.

Det fortæller mandens svigerdatter Trine Jensen til TV MIDTVEST.

- Det er tarveligt. Man må ikke have nogen samvittighed. Det er virkelig lavt, siger Trine Jensen.

Hendes svigerfar ringede tirsdag morgen og sagde, han ville komme at besøge dem.

Få minutter senere ringede han igen. Besøget kunne ikke blive til noget, for hans nye handicapscooter var blevet stjålet.

Tyveriet skete fra svigerfarens hjem ved Østergade og Nygaards Alle i Ikast.

I forsøget på at finde scooteren bad Trine Jensen Facebook-gruppen ’Vores By Ikast’ om hjælp. 

Tirsdag klokken 09.25 efterlyste Trine Jensen sin svigerfars handicapscooter.

Opslaget gav gevinst.

Handicapscooteren blev fundet nede ved togbanen på Nygade, fortæller Trine Jensen.

Men scooteren er ikke længere meget bevendt.

Det er et problem for hendes svigerfar, der fik bortamputeret det ene ben sidste år, at scooteren ikke virker.

- De har pillet skjolde af, forsøgt at tænde den, og tændingen er ødelagt, siger Trine Jensen.

Hun fortæller, sagen nu er meldt til politiet og forsikringsselskabet. 

Nu håber familien bare, at den 71-årige mand kan få en ny scooter eller få den repareret hurtigst muligt.

- Man kan ikke bare sådan lige få en lånescooter, siger Trine Jensen.