Ikast-Brande skruer ned for hjemmeplejen: Mangler sommerafløsere

Mangel på ferieafløsere vil få konsekvenser for de ældre i kommunen.

Situationen vil blandt andet betyde, at nogle borgere skal nøjes med ét ugentligt bad.

De ældre i Ikast-Brande Kommune kan se frem til en sommer, hvor de får en dårligere service end normalt.

Det har nemlig ikke været muligt at skaffe nok sommerferieafløsere i år, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Situationen betyder, at nogle opgaver, som hjemmehjælpere og sygeplejersker normalt udfører for kommunen, vil blive nedprioriteret.

Blandt andet kan der blive skruet ned for rengøringen og træning i hjemmet, og nogle borgere må i uge 27-32 nøjes med ét bad om ugen, skriver kommunen.

Ifølge formanden for Ikast-Brande Kommunes Sundheds- og Ældreudvalg, Henrik Engedahl, er hjemmehjælpens udfordringer et udtryk for et generelt problem med rekruttering af sommervikarer i hele samfundet.

Alligevel forsikrer han, at det nok skal gå i år.

- Jeg har det OK med hensyn til sommeren. Der kan selvfølgelig komme nogle prioriteringer, men som politiker bliver det med det lange blik på, hvad der sker næste sommer og næste sommer igen? For jeg tror desværre, at det her kun er begyndelsen, hvis ikke vi finder nogle gode tiltag og nogle gode løsninger fremadrettet.

De ældre har stadig brug for hjælp i sommerferien, så han opfordrer alle, der kunne overveje et sommerjob, til at kontakte kommunen. Desuden håber kommunen, at pårørende til ældre vil tage en tørn.

- Kender du et ældre menneske, så kan du henover sommeren være lidt ekstra opmærksom på, om de har brug for hjælp, men også om de får drukket nok, hvis der er varmt, skriver kommunen.