Håndbold: Herning-Ikast booker finaleplads med sejr over Holstebro

TTH Holstebro havde fordel af hjemmebane, men Herning-Ikast vandt uden de store problemer i pokalsemifinalen.

Herning-Ikast's Vilde Johansen har scoret i Santander Final4 semifinalekampen mellem Herning-Ikast Håndbold og TTH Holstebro i Gråkjær Arena i Holstebro, lørdag 28.december 2019.
Herning-Ikast's Vilde Johansen har scoret i Santander Final4 semifinalekampen mellem Herning-Ikast Håndbold og TTH Holstebro i Gråkjær Arena i Holstebro, lørdag 28.december 2019.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Håndboldkvinderne fra Herning-Ikast er klar til finalen mod Odense Håndbold i pokalturneringen.

I den anden semifinale ved Final 4-stævnet i Holstebro vandt Herning-Ikast lørdag eftermiddag med 21-18 over TTH Holstebro.

Mod slutningen kom TTH tæt på, men Herning-Ikasts forspring var for stort til at hente.

Tidligere lørdag vandt Odense på dramatisk vis over København Håndbold efter forlænget spilletid i den første semifinale og kunne dermed se til, mens duellen om den anden finalebillet blev udkæmpet.

Her var Odenses spillere og trænere vidner til en kamp, der var tæt langt hen ad vejen i første halvleg, og det skyldtes først og fremmest, at begge hold havde svært ved at score.

Værst gik det for TTH Holstebro, der havde fordel af hjemmebane i Gråkjær Arena. Holstebro-mandskabet scorede blot seks gange i første halvleg, og det blev symboliseret ved, at Lærke Christensen forsøgte sig seks gange uden at få bolden i mål.

I den anden ende holdt TTH's målmand Ditte Vind Herning-Ikast fra at forsvinde ud af syne, og så hjalp det også, at Helene Fauske på absurd vis missede et frit mål fra få meters afstand på en kontrachance.

Herning-Ikast gik til pausen foran 10-6, og føringen blev momentvis udbygget i anden halvleg.

Cecilie Højgaard Brandt bragte Herning-Ikast foran med fem mål med et kvarter igen, og forskellen på holdenes kvalitet kom til syne.

Fauske, der brændte den oplagte chance tidligere i kampen, tog revanche og var med flere scoringer med til at bringe Herning-Ikast yderligere foran.

Selv om det kan gå hurtigt i håndbold, virkede Herning-Ikast til at være i kontrol, og det endte da også med en sejr til Herning-Ikast, selv om føringen mod slutningen blev reduceret til to mål.

Herning-Ikast kan begynde forberedelserne til søndagens finale mod Odense, der spilles søndag klokken 16. TTH må nøjes med en dyst om tredjepladsen mod København.

Kampen i tal

Herning/Ikast-TTH Holstebro 21-18 (10-6)

Herning/Ikast:  Helene Fauske 8, Vilde Ingeborg Johansen 3, Tonje Løseth 3, Cecilie Højgaard Brandt 2, Stine Skogrand 2, Sarah Iversen 1, Emilie Steffensen 1, Julie Jensen 1.

TTH Holstebro:  Laura Jensen 5, Trine Knudsen 4, Emilie Bastrup 3, Sofie Østergaard 2, Kaja Kamp 2, Camilla Pytlick 1, Ilda Kepic 1.

Udvisninger: Herning/Ikast 3, TTH Holstebro 4.

Tilskuere: 1.810.