Fra frivillig til fastansat i gazellevirksomhed: Niels Hønholt og Nikodans imponerende rejse

Det var egentlig bare meningen, at Niels Hønholt skulle hjælpe sin kammerat et par eftermiddage efter fyraften. Nu har han været ansat i over 20 år i en virksomhed, der netop har vundet en Gazellepris.

Nikodan
Foto: Kevin Kjær Lauridsen, TV MIDTVEST

For mere end to årtier siden trådte Niels Hønholdt ind ad døren for første gang.

Han skulle egentlig bare hjælpe en ven et par eftermiddage i hans virksomheden Nikodan i Nørre Snede.

Nu har Niels Hønholt været i virksomheden som fast medarbejder i 20 år.

- Det er imponerende, siger Niels Hønholdt. Ikke om sig selv, men om det, som virksomheden i de 20 år har opnået. Det er nemlig ikke så lidt.

Nikodan specialiserer sig i at lave transportbånd til fødevarebranchen og har LEGO blandt sine store kunder, og så har virksomhed i Nørre Snede netop fået Børsens Gazellepris 2023.

Niels Hønholt, der sidder ved svejseapparatet, er stolt af sin arbejdsplads og ser med glæde tilbage på den rejse, han har været en del af.

- Jeg håber da også, at vi fortsætter med at udvikle os. Vi har en god omsætning og en god fortjeneste. Det går rigtig godt hernede, siger han.

Hans historie begynder som mange gode historier - med en hjælpende hånd.

Da Niels Hønholdts kammerat købte Nikodan, besluttede han at komme ned og hjælpe til efter fyraften fra sit egentlige arbejde. Det var dengang, Nikodan stadig var en spirende virksomhed med en lille stab på færre end seks medarbejdere. Niels Hønholdts venner og han hjalp til efter arbejde og i fritiden, og det var begyndelsen på en spændende rejse.

- Jeg fik da penge for det, men jeg tog herned efter det gamle arbejde. Altså, når jeg var færdig der, så tog jeg herned og hjalp Erik efter fyraften. Jeg havde sommetider fem-syv mand med herned, der hjalp til på den måde, husker Niels.

Hans engagement og stolthed over Nikodan er tydelig.

- Det er fordi, jeg synes, det er en god virksomhed. Man får lov til at arbejde selvstændigt, og der er gode arbejdsforhold som kantineforhold, frugtordning og gode kolleger, siger han.

Nikodan blev stiftet i 1987 af en græker ved navn Nikolas Zimaras, deraf navnet på virksomheden. De har specialiseret sig i at producere transportbånd til fødevareindustrien, især indenfor mejeribranchen, men også bageri- og slagteribranchen. Derudover leverer de også transportbånd til LEGO.

Med tiden voksede virksomheden og begyndte at levere skræddersyede løsninger, og for nyligt modtog de en Gazellepris med posten for deres vedvarende vækst. De beskæftiger nu 60 medarbejdere.

Nikodans succes er også blevet boostet af digitalisering, især i lyset af COVID-19-pandemien. De har opnået større effektivitet og kontrol i hele deres produktions- og logistikproces gennem digitalisering og brug af avancerede teknologier. De blev simpelthen tvunget til at digitalisere hele processen. 

Så når ingeniørerne er færdige med at designe et transportbånd i et 3D tegneprogram, trykker de på en knap, og så ved indkøbsafdelingen lige præcis hvilke dele, de skal ud at købe til et projekt.

På lageret holder man styr på alt ved hjælp af stregkoder. Når de har modtaget alle delene til et projekt, bliver de pakket på paller og tildelt stregkoder. På den måde kan de altid holde styr på, hvor de enkelte dele er. Det har betydet, at der aldrig mere er tvivl om en del er blevet udleveret eller ej.

Næste skridt på rejsen for Niels Hønholt og Nikodan er at tilbyde totalløsninger. Så fra at være leverandør af transportbånd, vil de fremover gerne levere hele produktionsanlæg, Så de vil gerne gå fra at levere transportbånd, der måske kan vende et produkt, så det f.eks. er klar til at blive pakket, til at levere hele proceslinjen fra dej til færdigpakket småkage.

Du kan se mere om Niels Hønholt og Nikodan i Fast Arbejde.