Fange fortrød flugt efter to timer

En indsat flygtede i går aftes fra det åbne fængsel Kærshovedgård i Ikast. Men bare to timer efter ringede han til fængslet og sagde, at han selv ville komme tilbage igen.

kaershovedgaard.jpg

Kl. 20.35 i går aftes flygtede en 21-årig mandlig indsat fra Fængslet Kærshovedgård i Ikast. Det gik dog hurtigt op for manden, at det måske var en dårlig idé.

I hvert fald ringede han til fængslet to timer efter, klokken 22.35, og forklarede, at han havde fortrudt, og at han selv ville komme tilbage til fængslet. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. Meget tyder på, at den unge mand fik hjælp til at slippe væk af gruppe på omkring 10 personer.

- Han blev set forlade fængslet med en gruppe ikke-indsatte, forklarer Gert Høegh, der er vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Smadrede rude for at komme væk

Politiet kender endnu ikke de præcise detaljer omkring fangeflugten, men der blev smadret en rude i forbindelse med flugten, ligesom fangen blev set løbe fra fængslet.

- Der er blevet smadret en rude, men hvordan og hvorledes det præcist er foregået, det ved vi ikke, men det er et åbent fængsel, så det er jo til at komme derfra, siger Gert Høegh, vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Der er tale om en mandlig indsat fra Brabrand, der afsoner 60 dage for vold. Det er endnu uvist, om hvad flugten får af konsekvenser for manden. Politiet oplyser, at han var vendt tilbage til fængslet her fra morgen.