Caroline kom ud af voldeligt parforhold: Det kan du gøre for at hjælpe

Det er FN's Internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder. En dag, som der er stor brug for, mener Caroline Thomkov fra Ikast, som kæmper for at oplyse andre om den type vold, hun selv for nyligt slap ud af.

I dag fik Caroline Thomkov en pris for sin åbenhed omkring psykisk og fysisk vold i parforholdet.
I dag fik Caroline Thomkov en pris for sin åbenhed omkring psykisk og fysisk vold i parforholdet.
Foto: Privatfoto

Caroline kunne ånde lettet op. De sidste flyttekasser var kommet på plads i den lejlighed, hun netop er flyttet ind i i Ikast. 

To måneder forinden tog hun en svær beslutning. Hun forlod sin kæreste og deres fælles hjem. 

Men hun forlod også dét, som ifølge hende var et psykisk voldeligt forhold. 

To timer efter hun fik den sidste flyttekasse ind, bankede det på døren. Carolines hjerte begyndte at banke, og da hun åbnede hoveddøren, så hun sin frygt lige i øjnene. 

- Han opsøgte mig med det samme, og forsøgte at overtale mig til at komme tilbage. Han prøvede at være sød, og sagde, han havde ændret sig. Da jeg sagde, jeg ikke ville tilbage, sagde han, at han var klar til at slå sig selv ihjel på grund af det, fortæller Caroline Thomkov. 

 Sådan er hendes version af historien om dengang, hun gik fra sin kæreste. Det er en af de få ting fra sommeren sidste år, som hun husker. En stor del af tiden i parforholdet, har hun ellers fortrængt, fortæller hun. 

- Hele tidslinjen med ham kan være svær for mig at finde rundt i. Men lige pludselig kommer det frem igen, ved at nogen rører et bestemt sted eller ved en lugt eller en lyd, som minder om det. Så kommer et flashback, siger hun. 

Pris for sin åbenhed

I dag, på FN's Internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder, fik Caroline Thomkov en pris. Hun fik FIU-Ligestillings pris for at tale åbent om et svært emne: psykisk vold. 

- Jeg kæmper for at oplyse folk om det, fordi jeg tit hører uheldige kommentarer fra folk, som ikke er oplyste om problemet. Det skal ikke være et tabu, og vi skal kæmpe imod berøringsangst, men vi skal også skifte fokus, hvis vi vil hjælpe, mener Caroline. 

Caroline Thomkov Laursen vandt årets FIU's ligestillingspris, som blev overrakt af forbundsformand for HK, Anja Jensen.
Caroline Thomkov Laursen vandt årets FIU's ligestillingspris, som blev overrakt af forbundsformand for HK, Anja Jensen.
Foto: HK Danmark

”Over 80.000 kvinder blev udsat for partnervold i 2020. Det viser en undersøgelse fra VIVE, udgivet i april 2022. Kun hver 20. kvinde valgte at anmelde volden. Jeg er én af de kvinder, der ikke anmeldte det.”

Sådan indledte 23-årige Caroline Thomkov et debatindlæg i Dagbladet Holstebro, hvor hun fortæller om sit eget forhold. 

Et forhold, som ifølge Caroline Thomkov var præget af psykisk og fysisk vold hver dag i et halvt år. 

- Han havde kamera sat op i stuen, så han stadig kunne holde øje med mig, når han ikke var hjemme. Han havde også sat en alarm på døren, så han kunne registrere, præcis hvornår den åbnede og lukkede, og se, hvis jeg havde forladt hjemmet, siger Caroline Thomkov. 

- Han beskyldte mig dagligt for at være ham utro, kaldte mig "en luder" og smed mit tøj ud, hvis han ikke brød sig om det, siger Caroline Thomkov. 

Overfor familien var kæresten, ifølge Caroline, altid charmerende og sød, men Caroline Thomkov selv begyndte at isolere sig. 

- Når mine veninder spurgte ind til problemerne i forholdet, kom jeg med undskyldninger, og sagde, at han bare havde en dårlig dag. Men jeg løj jo også overfor mig selv. Jeg overbeviste mig selv om, at det var almindelig adfærd, fordi jeg bare ikke kunne kapere virkeligheden. Indtil man en dag opdager, hvor slemt det er, så forsøger man at beskytte sig selv og sige: "Det bliver nok bedre," forklarer Caroline Thomkov. 

Dén dag kom for Caroline Thomkov, da hun hørte podcasten Mørkeland, hvor de talte om  fem typer af vold. Her gik det op for Caroline, at hun selv stod midt i et voldeligt forhold. 

- Selvom han aldrig har slået mig, så har jeg følt mig i livsfare. Han kunne også finde på at køre helt vanvittigt, og hvis jeg sagde, han skulle køre ordentligt, sagde han, at jeg skal holde min kæft og være taknemmelig, hvis vi døde sammen," fortæller Caroline Thomkov. 

International dag med fokus på vold

En ny rapport fra FN viser, at 56 procent af drab på kvinder i 2021 blev begået af en partner eller et familiemedlem. Hver time i 2021 blev i gennemsnit fem kvinder eller piger dræbt af en partner eller et familiemedlem i deres eget hjem. 

Rapporten kommer op til FN's Internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder. 

Den bliver også markeret af Herning Krisecenter, som fredag eftermiddag arrangerer fakkeloptog og fællessang fra Torvet i Herning. 

For Caroline Thomkov går dagen med en konference i København, men der er heller ikke kun brug for én dag med fokus på problemet, mener hun. 

- Jo større fokus, der er på det, jo mere kan vi gøre ved det. Vi kan tage snakken og turde fortælle om det. Man skal ikke påtale det overfor voldsudøveren, fordi det kan provokere og sætte offeret i fare, men vi kan være opmærksomme på vores veninder og bekendte, og lægge mærke til, om de ændrer sig - isolerer sig, dækker sig mere til eller på anden vis ændrer adfærd, siger hun. 

Skift fokus, og spørg ind

For over et år siden tog Caroline Thomkov beslutningen om at vende et psykisk voldeligt forhold ryggen. Hun havde ikke klaret det uden et godt netværk og en god arbejdsplads, som hjalp hende med at flytte og starte på en frisk. 

Men der et spørgsmål, hun gerne ville være foruden: 

- Jeg har ofte fået spørgsmålet "Hvorfor går du ikke bare fra ham?" Men i et psykisk forhold er man også i et afhængighedsforhold, og man bliver manipuleret. Når du stiller det spørgsmål, lægger du ansvaret på offeret i stedet for voldsudøveren. Det er jo ham, vi burde anklage, ikke offeret, argumenterer Caroline Thomkov. 

I stedet ville hun ønske, at flere fokuserede på at være der for sin veninde, hvis man har mistanke om et voldeligt forhold. 

- Folk er for berøringsangst. De tør ikke påtale det, og spørge: ”Er du egentlig okay?" Selvom offeret benægter, så vær stadig opmærksom og vær der fortsat for dem. Kvinden skal selv tage valget om at gå, men det du kan gøre for at hjælpe, er at vise dem støtte og holde fast, siger Caroline Thomkov.