Storm Balderson er utilfreds med 40 dages fængsel: - Straffen er alt for lav

Anklager Ulrik Panduro har aldrig oplevet, at en dømt vil have en hårdere straf.

Storm Balderson mener, han skulle have haft minimum tre måneders fængsel. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

De fleste dømte anker en dom, fordi de synes, den er for hård.

Men ulveaktivisten Storm Balderson ville gerne, han kunne gøre det modsatte.

Han synes, at dommen på 40 dages ubetinget fængsel, han i dag blev idømt ved Retten i Holstebro, skulle have været hårdere.

Jeg er glad for at have fået en fængselsstraf. Det er passende for det, jeg har lavet.

Storm Balderson, ulveaktivist

- 40 dage er ingenting. Det er for lidt i forhold til det, jeg har lavet. Det kan jeg lige så godt være ærlig og sige. Det er en pinlig straf, siger han.

Storm Balderson blev dømt for trusler, overtrædelse af polititilhold og hærværk mod en kirke og byskilte i Ulfborg i sommeren sidste år.

Han mener, at han skulle have haft minimum tre måneders fængsel, men han må "nøjes" med de 40 dage, for man kan ikke anke en dom, hvis man synes, den er for mild.

- Jeg spurgte min advokat, om jeg kan anke, hvis jeg synes, straffen er for lav, og det kan ikke lade sig gøre - desværre. Ellers havde jeg gjort det, siger han.

02:49

Se hele interviewet med Storm Balderson efter domsafsigelsen ved Retten i Holstebro.

Luk video

Første gang anklager oplever det

Anklageren i sagen var Ulrik Panduro. Det er første gang, han oplever, at en tiltalt mener, at straffen skulle have været hårdere.

Læs også Ulveaktivist får 40 dages fængsel for hærværk, trusler og overtrædelse af tilhold

- Det har jeg aldrig prøvet før. Der skal være en første gang for alt, og det er så i dag, jeg skulle opleve, at tiltalte er utilfreds med sin straf, siger specialanklageren.

Han påstod, at Storm Balderson skulle have 60 dages fængsel, men det fulgte retten ikke og idømte altså i stedet Storm Balderson 40 dages fængsel. 

Den dom er anklageren tilfreds med.

- Det er en rigtig god dom. Tiltalte blev fundet skyldig i 10 ud af 11 forhold og fik en fængselsstraf på 40 dage. Han blev erstatningsansvarlig for de skader, han har gjort, og slagvåbnet, han havde importeret, blev konfiskeret, så jeg er meget tilfreds med dommen, siger Ulrik Panduro.

Had mig i stedet for ulvene

Storm Balderson har i flere år været yderst aktiv i ulve-debatten, hvor han er stor fortaler for ulven i Danmark.

Da der sidste år blev født et nyt kuld ulvehvalpe i Vestjylland, tog han nye midler i brug for at blive hørt.

Læs også Vestre Landsret stadfæster dom: Mourits Troldtoft får betinget fængselsstraf for ulvedrab

Natten til den 27. juni tog han til Ulfborg, hvor han blandt andet spraymalede to byskilte og skrev "Finris", "Naturen før mennesker" og "blod bliver aldrig glemt" på byens kirke. Noget, som han står helt inde for.

- Jeg er glad for at have fået en fængselsstraf. Det er passende for det, jeg har lavet. Jeg var heldig at fjerne fokus fra seks nye ulveunger, som var født i Ulfborg, så derfor er det det hele værd. Jeg fik folk til at hade mig i stedet ulvene, siger ulvedebattøren.

Storm Balderson er blandt andet dømt for sit hærværk mod kirken i Ulfborg.  Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Han erkender, at det var en voldsom måde gøre det på, men han mener, det var nødvendigt.

- Der er nogen, der er mere ekstreme end mig, så det kunne være meget værre. Der er mange dyr, der dør på forkastelige måder hver eneste dag, og på den baggrund kan jeg godt stå inde for det, jeg har gjort, siger han.

Ud over de 40 dages ubetinget fængsel blev Storm Balderson, der har det borgerlige navn Christoffer Christian Sørensen, også dømt til at betale knap 28.000 kroner i erstatning.

01:37

Indslag fra 1. juli: Politiet sigter Storm Balderson

Luk video