Ulveforening er imod orienteringsløb: - Man stresser ulvene

Ifølge foreningen Ulvetid er Stråsø Plantage et så følsomt område på grund af ynglende ulve, at der ikke skal afholdes nogen aktiviteter i plantagen.

Esther Holzendorff er formand for foreningen Ulvetid. Hun mener, at aktiviteter i Stråsø Plantage stresser ulvene i yngletiden. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Af hensyn til ulven får 1.844 orienteringsløbere i påsken mindre plads at boltre sig på i Stråsø Plantage end først planlagt.

Men står det foreningen Ulvetid, skal orienteringsløbet slet ikke afholdes i plantagen. 

Det giver sig selv, at området stadig bliver påvirket, og man stresser de ulve, der er her, og som gerne skulle få hvalpe. Det er ikke acceptabelt på nogen måde.

Esther Holzendorff, formand, Ulvetid

- Når et naturområde er så følsomt, så skal man ikke placere flere tusinde mennesker her. Derfor ser vi helst, at der ikke foregår aktiviteter her ovehovedet, siger Esther Holzendorff, der er formand for foreningen.

Et nyt ulvepar er blevet observeret sammen i området, første gang i november sidste år. De er lige nu i yngletiden, og derfor mener Esther Holzendorff, at de skal have fred og ro.

- Det giver sig selv, at området stadig bliver påvirket, og man stresser de ulve, der er her, og som gerne skulle få hvalpe. Det er ikke acceptabelt på nogen måde. Det er uden tvivl et fantastisk område, men vi har et ansvar, der skal overholdes, siger hun.

00:52

Formanden for foreningen Ulvetid mener, at der slet ikke skal afholdes aktiviteter i Stråsø Plantage af hensyn til ulvene. 

Luk video

Løb indskrænktet med 4.000 hektar

Området er på 5.200 hektar sammenhængende statsskov og naturareal. Naturstyrelsen har indskrænket området, hvor orienteringsløbet må afholdes, til 1.200 hektar.

- Vi er landet der så både orienteringsløberne får et godt løb, og så der er taget behørigt hensyn, så der ikke sker væsentlig påvirkning af ulven, siger Poul Ravnsbæk, skovrider ved Naturstyrelsen Vestjylland.

Læs også Hensyn til ulve ændrer planlægningen af stort orienteringsløb

Det er EU's Habitatdirektiv bilag 4, der er årsagen til, at hele området Stråsø Plantage ikke må benyttes til orienteringsløbet.

Det indebærer, at ulvene ikke må forstyrres som arter samt beskyttelse af yngle- og restområder, som hverken må blive beskadiget eller ødelagt ifølge en forsker fra Københavns Universitet. 

- Der skal foretages en tilstrækkelig faglig vurdering, så man er sikker på, at det ikke sker, hvis man vil give tilladelse til en aktivitet i et område, siger Helle Tegner Anker, der er professor i miljøret ved Københavns Universitet.

Naturstyrelsen har taget beslutningen på baggrund af løbende dialog med forskere og deres egne erfaringer med aktiviteter i området.

01:04

Poul Ravnsbæk, skovrider ved Naturstyrelsen Vestjylland, forklarer, at der er taget hensyn til både løberne og ulvene.

Luk video

Vil gå videre med sagen

Ifølge Ulvetid er det altså ikke nok at indskrænke området. De vil nu gå videre med sagen.

- Det bliver et skriv til ministeren og til EU om, at vi har en forpligtelsen til at passe på ulvene og generelt hele området, siger Esther Holzendorff og fortsætter:

- Vi håber, at der kommer det ud af det, at Danmark efterlever den lovgivning, som er blevet givet. Hvis bare en mand eller kvinde træder hen over en ulvegrav, så har ansvaret ikke været fyldestgørende.

Til august skal der afholdes VM i cykelorienteringsløb i Stråsø Plantage. Om der også her skal tages hensyn til ulvene, tager Naturstyrelsen stilling til i løbet af sommeren.

Stråsø Plantage har også tidligere været hjemsted for et ulvepar, som i 2017 fik otte hvalpe.

02:12 Luk video