Ulla giver glemte kvinder en stemme i ny roman: Danmarks første kvindehøjskole banede vejen for ligestillingen

Ulla Fasting har været en markant stemme som sygeplejerske og politiker. Hun har udgivet flere fagbøger, men det er første gang, at hun har skrevet en roman.

Ulla Fasting med Borbjerg Holmgård i baggrunden. Det var her den første kvindehøjskole i Danmark blev startet.
Ulla Fasting med Borbjerg Holmgård i baggrunden. Det var her den første kvindehøjskole i Danmark blev startet.

Stedet er Borbjerg Holmgård, og året er 1856. En ung præst flytter ind på gården, og med sig har han sin kone Mine og søsteren Augusta.

De to kvinder er forud for deres tid og meget initiativrige. De går i gang med at lave den første højskole for kvinder på præstegården. Der bliver plads til 10 kvinder ad gangen, og i de tre måneder, de er i præstegården, bliver de oplært i husholdning, regnskab og bliver oplyst gennem foredrag.

Mine og Augusta er to af de kvinder, der nu har fået en stemme i Ulla Fastings nye slægtsroman, ’Boblerne i bækken.’ Her bliver deres glemte historier fortalt.

Kvinderne skal ud i lyset

Ulla Fasting har selv i høj grad sat sig spor både som sygeplejerske, som medlem af Etisk Råd og som radikalt regionsmedlem.

I hjemmet i Sevel står der på reolen flere fagbøger med hendes navn på ryggen, men det er første gang hun udgiver en roman. En bog, der er en kombination af historiske facts og fiktion med afsæt i forfatterens egen familiehistorie.

- Jeg har i høj grad skrevet om kvinderne for ligesom at trække dem ind i lyset og givet dem et liv og en stemme, som for længst er glemt. Hvem ved eksempelvis, at den første kvindehøjskole blev etableret 10 kilometer uden for Holstebro, spørger Ulla Fasting.

Hendes nye bog udkommer den 14. november og tager udgangspunkt i livet på kvindehøjskolen.

- På højskolen kom unge kvinder fra det bedre borgerskab i hele landet, ja, også helt fra Norge. Der var venteliste, og der var masser af liv, glæde og fester. Der kom nemlig også mange unge mandlige teologistuderende til Borbjerg Holmgård dengang, fortæller Ulla Fasting med smil på læben.

Ulla Fastings første roman, Boblerne i bækken, udkommer den 14. november.
Ulla Fastings første roman, Boblerne i bækken, udkommer den 14. november.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Kvindernes stemmer i historien

Ulla Fasting har pløjet stamtavler, artikler, historiske beretninger, gamle aviser og arkiver igennem for at samle stof til fortællingen.

- Under min research har jeg læst rigtigt meget om mænd og deres heltegerninger, men om kvinderne står der uendeligt lidt. Kun hvornår de er født, hvilken slægt de kommer fra, hvornår de er blevet gift, hvor mange børn, de har født, og hvornår de er døde.

Men med Ulla Fasting selv er det anderledes. Hun tilhører en generation af veluddannede kvinder, der har stillet sig frem og har blandet sig i den offentlige debat.

- Vi gjorde meget i 1970’erne, og det har været med til at bane vejen for ligestilling, men vi havde ikke klaret det uden de kvinder, der tog et enormt slæb i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Slægtsromanen begynder i 1776 og slutter mere krigen i 1864.

4:04
Se programmet om den 78-årige forfatter Ulla Fasting og hendes nye roman.

Gør sit bo op

’Boblerne i bækken’ har fået stor, personlig betydning for den 78-årige forfatter fra Sevel.

- Jeg har nået en alder nu, hvor jeg ikke skal sætte nye skibe i søen, men hvor jeg gerne vil afrunde og afslutte. Gøre mit bo op på gammeldags maner og overlade det til de næste generationer. Det, synes jeg, lykkes med denne bog, hvor det for god ordens skyld også skal nævnes, at mange mænd spiller en rolle, siger Ulla Fasting.

Hun afviser ikke, at hun fortsætter historien med et bind nummer to. Det skal i så fald føre slægtshistorien frem til nutiden.