Restaurant prøver endnu engang: Åbnet igen efter rottebesøg

Munken i Holstebro har ny tro på fremtiden, efter at et uvelkomment besøg for anden gang ellers tvang restauranten til at lukke.

Medejer Mikkel Hansen (t.h.) har sammen med køkkenchef Milo Juszczak (t.v.) og resten af medarbejderne knoklet for at få restauranten klar til genåbning.
Medejer Mikkel Hansen (t.h.) har sammen med køkkenchef Milo Juszczak (t.v.) og resten af medarbejderne knoklet for at få restauranten klar til genåbning.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

For et par uger siden måtte Munken i Holstebro lukke midlertidigt ovenpå et uvelkomment besøg af rotter. Det var anden gang på to måneder, at der på den måde var ubudne gæster, og medejer Mikkel Olsen, der driver restaurant og cocktailbaren sammen med sin hustru, kunne næsten ikke holde det ud.

- Jeg har aldrig prøvet noget, der er så slemt, sagde han sønderknust til TV MIDTVEST.

Men nu er der håb igen. Munken er genåbnet, fortæller han, men det har bestemt ikke været uden nervøsitet.

- Det er med blandet mod, for man håber jo bare ikke, at det sker igen. Vi er selvfølgelig glade for, at vores medarbejdere har smidt alt og hjulpet os, understreger Mikkel Olsen.

Efter lukningen frygtede han, at det blev nødvendigt at lukke helt på grund af de store økonomiske tab. Men hurtigt valgte han og hustruen at forsøge at gøre noget ved problemet i stedet for at lade bekymringerne tage overhånd.

- Vi har brækket alt gulvet op. Vi har pillet hele baren ned og sat den op igen. Og i alle husets revner og sprækker har vi puttet ståluld i, fortæller medejeren.

En dyr omgang

Nu er dørene altså slået op igen, men rottebesøget har bestemt ikke været uden omkostninger. Mikkel Olsen fortæller, at det samlet løber op i godt 200.000 kroner for primært driftstab, men også udgifter til  materiale.

Til gengæld har det ikke været nødvendigt at sige farvel til nogle af Munkens medarbejdere.

- Vi har ikke afskediget nogle endnu, men hvis vi får et tilfælde mere, så er det ikke sikkert, at vi overlever, pointerer han.

De nu to rottebesøg sætter også sit præg på besøgstallet og omsætningen. I hvert fald har der slet ikke været lige så travl, som der var før.

- Vi har desværre ikke lige så meget at lave, men det er rart at have noget at lave, slår medejeren fast - og tilføjer optimistisk:

- Hvis vi kan levere de madoplever, som vi leverede før, så er jeg ikke i tvivl om, at det nok skal komme igen.

Ny rottebekæmpelse

Tilbage står dog også spørgsmålet: Kommer rotterne igen?

- Det ligger meget på sinde, at det godt kan ske igen, fordi det er en gammel bygning, og det er i en nattelivszone, påpeger Mikkel Olsen og fortæller, at de har fået fat på noget teknologibaseret rottebekæmpelse.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at Munken lykkes. Vi har nogle medarbejdere, som er fantastiske, og som bare knokler på og giver det en skalle lige meget hvad, der skal gøres. Det kan man kun være stolt af, slår Mikkel Olsen fast.