Restaurant donerer hele omsætningen til jordskælvsofre

Ejeren håber, at man samlet set kan sende 40.000 kroner afsted til Røde Kors, når de sidste kunder har spist.

Aytac Akkaya har ikke familie i de områder, der er hårdest ramt, men hans forældre er oprindeligt kurdere fra Tyrkiet.
Aytac Akkaya har ikke familie i de områder, der er hårdest ramt, men hans forældre er oprindeligt kurdere fra Tyrkiet.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

De sultne gæster på Restaurant Sprød midt i Holstebro kan søndag forlade spisestedet med en fyldt mave og en god smag i munden.

Restauranten donerer søndag hele sin omsætning til ofrene for jordskælvene i Tyrkiet og Syrien via Røde Kors.

- I Danmark er man meget privilegeret. Derfor vil vi se, om vi kan samle nogle penge ind til ofrene, siger Aytac Akkaya, der er indehaver af restauranten, der serverer bøf, burger og pizza.

Aytac Akkaya har ikke familie i de områder, der er hårdest ramt, men hans forældre er oprindeligt kurdere fra Tyrkiet, og han har derfor en naturlig relation til det katastroferamte land.

- Det er fantastisk, at alle står sammen om at hjælpe, siger han.

Op mod 50.000 mennesker kan have mistet livet i forbindelse med jordskælvene i Tyrkiet og Syrien, anslår FN.
Op mod 50.000 mennesker kan have mistet livet i forbindelse med jordskælvene i Tyrkiet og Syrien, anslår FN.
Foto: Umit Bektas/Reuters/Ritzau Scanpix

Tidligere på ugen fortalte spisestedet om initiativet i et Facebook-opslag. Det har affødt flere positive reaktioner, fortæller Aytac Akkaya.

- Vi er tæt på at have fuldt booket i aften, og telefonen ringer hele tiden. Jeg tror, det bliver en rigtig god aften, siger han.

For de gæster, der ikke skal have stillet sulten på Restaurant Sprød søndag, er det muligt at donere til Røde Kors gennem restaurantens donorlink.

Det har flere benyttet sig af. Derfor har Aytac Akkaya og hans ansatte søndag middag indsamlet de første 7000 kroner.

- Vi regner med, at vi rammer omkring 40.000 kroner i alt, når omsætningen er opgjort, siger han.

Restauranten har åbent fra 12-21.