Rapport konkluderer: Ulvehvalpe født i 2020 er formentlig døde

Manglende observationer af ulvehvalpe er blandt forskernes forklaring på, at der ikke er kommet yderligere ulve til Danmark.

Arkivbillede af ulvekuldet fra 2019.
Arkivbillede af ulvekuldet fra 2019.
Foto: Ulvetracking.dk

I slutningen af april blev det af en række forskere slået fast, at en drægtig hunulv og en hanulv igen havde slået sig ned i Stråsø Plantage syd for Holstebro. Der var derfor udsigt til ulveunger, men dem er der ikke blevet nogen af.

Det slår en ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi og Naturhistorisk Museum fast.

I rapporten skrives det, at selvom hunulven og hanulvens bevægelsesmønstre og adfærd tydede kraftigt på, at der var et kuld hvalpe på vej, konkluderer rapporten altså, at ingen af de fødte – hvis nogen fødte overhovedet – hvalpe er overlevet.

Det konkluderes på baggrund af, at er ikke har været observationer på vildtkameraer af nye ulvehvalpe eller fund af andet, der kan give DNA-profiler, som kan slå fast, om der er kommet nye ulveunger.

Forskerne havde forventet, at de nye ulvehvalpe skulle fødes omkring 1. maj, men her kom en markant nedgang i antallet af ulveobservationer, ligesom færre ulvelorte blev fundet. Disse to markører kan indikere, at der blev født et kuld hvalpe, men at de alle er døde kort efter fødslen.

10 ulve i Danmark

Da der ikke er kommet nye ulve til, og de fødte unger fra 2020-kuldet formentlig er døde, står der i rapporten, at der fortsat er 10 ulve i Danmark ved udgangen af andet kvartal.

Det fordeler sig på fem voksne samt fem af de seks unger, der sidste år blev født af selvsamme ulvepar, som forskere ellers troede skulle have flere unger i maj.

Alle ulve er kendte, hvilket vil sige, at det ud fra DNA-prøver kan fastslås, hvilken af de 10 ulve, der er tale om.

Tidligere kritik fra Ulvetid

I august sidste år blev der kørt VM i mountainbike i blandt andet Stråsø Plantage, og her blussede diskussionen omkring ulvene gevaldigt op.

Det skyldes, at 10. etape af VM i mountainbike var omkring det område i plantagen, hvor ulveparret og deres kuld unger fra sidste år holdte til.

Her observerede formanden for Ulvetid, Esther Holzendorff, at der blev kørt tæt på det forbudsområde, som Naturstyrelsen selv havde lavet, og derfor blev der klaget til netop Naturstyrelsen.