Politiet efterlyser flugtbilist: Kvinde kørte væk efter sammenstød med dreng på cykel

Politiet efterlyser en kvinde, som kørte fra et færdselsuheld i Holstebro.

Det at flygte fra et færdselsuheld, uden at give sig til kende, bliver straffet. Arkivfoto.
Det at flygte fra et færdselsuheld, uden at give sig til kende, bliver straffet. Arkivfoto.
Foto: Flemming Christensen

En mindre hvid bil med en kvinde bag rattet. 

Sådan beskriver en 15-årig dreng, den bil, han stødte sammen med på sin cykel tirsdag formiddag. 

Det fortæller David Dyrmose fra Lokalpolitiet i Holstebro. 

Drengen kom cyklende på Døesvej i Holstebro samtidig med en hvid personbil. 

I krydset mellem Døesvej og Torshammer skulle føreren af personbilen dreje ud fra Torshammer, og svinger ud foran den 15-årige cykelist, som rammer bilen og vælter omkuld.

En alvorlig forseelse

Drengen væltede på cyklen i sammenstødet og lå på cykelstien, da bilen bakkede tilbage, veg udenom og kørte fra stedet. 

Og det er en alvorlig forseelse at køre derfra, fortæller politiassistent David Dyrmose fra Lokalpolitiet i Holstebro. 

- Det at flygte fra et færdselsuheld, uden at give sig til kende, bliver straffet. Det kan både give en frakendelse af kørekortet eller en bøde, alt efter omstændighederne. Men alene det at overtræde vigepligten kan give frakendelse af kørekortet, fortæller han. 

Det er dog ikke altid, at en "flugtbilist" reelt er flygtet, påpeger politiassistenten. Af og til er der tale om en misforståelse, fortæller David Dyrmose. Enten at bilisten har troet, vedkommende havde givet sig til kende, eller ikke har opdaget sammenstødet. 

- Men i dette tilfælde efterlyser vi bilen, for her har føreren formentlig set barnet, som ligger på cykelstien, da hun bakker tilbage og kører derfra, siger politiassistenten.