Nyt ulvepar i Vestjylland har fået mindst seks unger

Nyt ulvepar syd for Holstebro har fået mindst seks hvalpe, viser nye billeder.

Nye billeder viser seks nye ulvehvalpe i Vestjylland. På billedet her ses en af dem. Foto: Thomas Boesdal, Søren Krabbe, Mads Skamris.
Nye billeder viser seks nye ulvehvalpe i Vestjylland. På billedet her ses en af dem. Foto: Thomas Boesdal, Søren Krabbe, Mads Skamris.
Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet

Det er nu bekræftet, at et nyt ulvepar i Vestjylland har fået mindst seks hvalpe. Det oplyser Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus, der overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen.

Vildtkameraer fotograferede søndag 23. juni ulvehvalpene, der vurderes at være halvanden måned gamle.

Miljøstyrelsen kunne i marts fortælle, at et nyt ulvepar bestående af en danskfødt hunulv og en tyskfødt hanulv havde etableret sig syd for Holstebro. Det er dette par, der nu har fået hvalpe.

Du kan se de seneste observationer af ulven her. 

Det var i 2012, at ulven vendte tilbage til den danske natur efter næsten 200 års fravær. Det skete, da en ulv blev fundet død i Thy. Siden er der observeret ulve og indsamlet dna-spor i det meste af Jylland.

Eksperterne har senest vurderet, at der befinder sig tre til fire ulve i Danmark. Det er dog en opgørelse, der er lavet før, de nye ulvehvalpe blev bekræftet.

Første hvalpe siden 2017

Det første danskfødte kuld ulvehvalpe kom til verden i 2017 i Vestjylland. I alt otte hvalpe kom til verden, og en hunulv fra dette kuld er mor til det nye kuld hvalpe.

En anden af de otte blev skudt og dræbt på en mark uden for Ulfborg. Det er ulovligt, da ulven er fredet af et EU-direktiv. En 67-årig mand blev idømt 40 dages betinget fængsel, men han har anket dommen til Vestre Landsret. Her skal sagen behandles til september.

Eksperter vurderer, at der aktuelt befinder sig mindst fem voksne ulve i Danmark - parret i Vestjylland, en ulv i Nordjylland, en ulv i Midtjylland og en ulv i Sydvestjylland. Dertil kommer nu mindst seks ulvehvalpe i Vestjylland.

Ulvehvalpe skal gps-mærkes

Det næste skridt i forhold til ulvehvalpene bliver at indsamle dna-spor fra dem, så man kan kortlægge deres færden. Forskerne vil også søge at indfange hvalpene, når de bliver lidt større, med henblik på at gps-mærke dem.

- Hvis de seks hvalpe overlever, til de bliver voksne, så vil nogle af dem nok ende i Tyskland, som vi så med det første hvalpekuld. Andre vil ende i Midtjylland, på Djursland og i Nordjylland. Der er en række forskellige egnede habitater, hvor vi forventer, at ulvene vil kunne leve i Danmark, siger Kent Olsen.

Danmark har siden 2014 haft en forvaltningsplan for ulve. Den sikrer, at der kan udbetales erstatning til husdyrholdere, der får deres dyr angrebet af ulve.

Planen sikrer også, at der kan gives tilskud til etablering af ulvesikre hegn i et afgrænset område i Vestjylland. I 2018 blev der dokumenteret i alt 28 ulveangreb på husdyr i Danmark.

Søndag den 23. juni fangede vildtkameraer, opsat til at overvåge ulvene, mindst seks nye ulvehvalpe. Hvalpene vurderes til at være halvanden måned gamle. Foto: Thomas Boesdal, Søren Krabbe, Mads Skamris.
Søndag den 23. juni fangede vildtkameraer, opsat til at overvåge ulvene, mindst seks nye ulvehvalpe. Hvalpene vurderes til at være halvanden måned gamle. Foto: Thomas Boesdal, Søren Krabbe, Mads Skamris.
Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet
0:38
INDSLAG 10/5-2019: Det er nu påvist, at det er en eller flere ulve, der har bidt 26 får ihjel i Sandfær plantage nær Holstebro.