Mistanke om autisme: 11-årige Maja må vente næsten et år på hjælp

I juni fik familien Skov Andersen besked fra Pædagogisk Psykologiske Rådgivning. Den lød, at de først kunne se hende i maj 2023.

4:26
For at få be- eller afkræftet mistanken om autisme skal 11-årige Maja Skov Andersen udredes i regionspsykiatrien, men ventetiden er 11 måneder.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Morgenstemningen er sjældent i top hos familien Skov Andersen i Vemb, når det er hverdag.

En skoledag venter forude, men 11-årige Maja Skov Andersen trives ikke i sin ganske almindelige folkeskoleklasse.

- Det er jo forfærdeligt de morgener, hvor man skal skubbe hende ud ad døren, og hun græder, fortæller moderen, Mette Skov Andersen.

Der er mistanke om, at Maja har autisme, og måske burde hun slet ikke gå i en almindelig folkeskoleklasse.

I juni fik familien Skov Andersen besked fra Pædagogisk Psykologiske Rådgivning. Den lød, at regionen først kunne se hende til en psykiatrisk udredning i maj 2023.

- Det er lang tid at gå med en mistanke om autisme, fortæller Mette Skov Andersen.

Lægefaglig direktør anerkender problemet

Ifølge Region Midtjylland er gennemsnitsventetiden for patienter i skolealderen knap 8½ måned efter første afklarende samtale.

Den lægefaglige direktør i Region Midtjyllands psykiatri fortæller, at ventetiderne er vokset efter corona-nedlukningerne

- Der er flere, og de, der kommer, har det på mange måder dårligere, end de havde tidligere. Det er nogle af de udfordringer, vi står med, fortæller Jakob Paludan, lægefaglig direktør for psykiatrien i Region Midtjylland.

Og han anerkender, at ventetiderne er et problem, at børn i folkeskolealderen må vente måneder på en udredning.

- Det er ikke godt nok. Det er børn under udvikling. Der sker meget, og et år, hvor man ikke trives som barn, det er afgjort noget, der har en betydning, fastslår Jakob Paludan.

“Det vurderes, at Maja ville profitere af en undervisningsramme med få børn og voksne med mulighed for tæt voksenguidning i både undervisning og frikvarter.”
Sådan lyder det fra kommunens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning, der henviser Maja Skov Andersen til en psykiatrisk udredning i regionen. For måske har Maja en gennemgribende udviklingsforstyrrelse (autismespektrum).
“Det vurderes, at Maja ville profitere af en undervisningsramme med få børn og voksne med mulighed for tæt voksenguidning i både undervisning og frikvarter.” Sådan lyder det fra kommunens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning, der henviser Maja Skov Andersen til en psykiatrisk udredning i regionen. For måske har Maja en gennemgribende udviklingsforstyrrelse (autismespektrum).
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Derfor vil den lægefaglige direktør forsøge at forbedre situationen.

- Vi er nødt til at være helt sikre på, at vi har trimmet det hele, så godt vi kan, så vi kan forsøge at reducere den her ventetid, men samtidig også være sikre på, at vi skaber et godt arbejdsmiljø for de medarbejdere, der er i psykiatrien, siger Jakob Paludan.

Ønsker specialtilbud

Til maj skal Maja Skov Andersen tale med en speciallæge, og indtil da må familien være tålmodige.

- Hvis hun ikke får den hjælp, vil hendes mentale helbred kun gå nedad, vurderer hendes mor, Mette Skov Andersen.

Håbet er, at Maja får nogle rammer i sin hverdag, hvor hun trives bedre.

- Jeg kunne godt tænke mig, at hun kom i et specialtilbud, og at hun kom et sted hen, hvor der var meget få børn og voksne, slutter moderen.