Malik meldte influencer for børneporno: - Jeg kunne se, hun var meget ung

Malik Peter Lennert ringede til politiet kort efter videoen blev delt.

Malik Peter Lennert har selv været indkaldt som vidne i sagen.
Malik Peter Lennert har selv været indkaldt som vidne i sagen.
Foto: Privat / Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

- Jeg begyndte at skærmoptage, så jeg havde beviser til politiet, som jeg ringede til et par minutter efter. 

Sådan fortæller Malik Peter Lennert fra Esbjerg om sine oplevelser 9. april 2021. 

Her var han gået på Instagram, hvor en nu dømt influencer fra Vestjylland sendte live

- Det er ikke normalt noget, jeg ville klikke ind på, men jeg ville se, hvad der skete, fortæller han. 

Her beretter han om en underlig stemning, der udvikler sig til diskussion mellem influenceren og personer i kommentarsporet.

Snakken går på en video, der involverer en på daværende tidspunkt 14-årig pige. 

- Han begynder at virke lidt aggressiv, og man kan se i kommentarsporet, at nogen ved, hvem hun er. Herefter deler han så videoen af den her pige, der i offentligt rum udfører oralsex på en voksen mand, fortæller Malik Peter Lennert.

Kunne se hun var for ung

Han begynder derfor at optage sin skærm for at indsamle bevismateriale til den anmeldelse, han senere indgiver til politiet.

Skærmoptagelsen viser ikke pigen, men den dokumenterer ifølge Malik Peter Lennert, at influenceren taler om pigen.

- Jeg kunne se, hun var meget ung. Han siger så selv, at hun kun er 14 år, så det er jo helt forkert at dele, også når man har så mange følgere, siger han med henvisning til de godt 40.000 følgere, som influenceren har.

26. oktober var Malik Peter Lennert indkaldt som vidne ved Retten i Holstebro. 

Det er en oplevelse, han beskriver som ekstremt ubehagelig, da han skulle se både pigen og den nu dømte i øjnene. 

Ubehageligt har det ifølge hans egne ord også været at opleve tiden efter hændelsen i april 2021. 

- Han (influenceren, red.) blev ved med at lave videoer og lignende, og det var ikke sjovt at se på, fortæller Malik Peter Lennert.

Glad for dommen

Han har selv stiftet bekendtskab med den dømte. Der var ifølge ham dog ikke tale om et venskab.

- Jeg kender ham lidt fra Youtube, og jeg har også mødtes med ham og kendt ham lidt privat, men vi var ikke venner; han var mere en bekendt, fortæller Malik Peter Lennert, der for længst er stoppet med at følge influenceren.

Torsdag har Retten i Holstebro sat punktum for den sag, der begyndte for snart to år.

Den nu 30-årige influencer er blevet idømt 30 dages betinget fængsel. Han er desuden  blevet pålagt at betale sagens omkostninger og en erstatning på 5000 kroner til pigen, der var med i videoen.

- Jeg er glad for, at jeg anmeldte det, men jeg synes, det er billigt sluppet, lyder det fra Malik Peter Lennert.

Influenceren modtog dommen, og hans Instagram-konto er i dag gjort privat.

Det betyder, at kun godkendte følgere kan se kontoens indhold.