Hjemmelavede kostumer hitter til fastelavn i Mejdal

Til fastelavnsfesten i Mejdal er flere mødt op i kreative hjemmelavede kostumer.

Prinsesser, en klovn, Spiderman og Pikachu.

Det er bare nogle af de skabninger, Mejdalhallen ved Holstebro har fået fint besøg af søndag eftermiddag.

Og så er der en, der skiller sig lidt ud fra mængden – nemlig et brusebad.

- Min mor og jeg synes, det var meget sjovt. Vi har selv siddet og lavet det hele. I stedet for at købe et kostume, så ville vi gerne lave et hjemmelavet, siger ni-årige Karoline Kirkegaard fra Mejdal.

Det er hende, der gemmer sig bag forhænget. Kostumet er lavet af en skinne, nogle rør og en hulahopring. Strips og tape skulle der også til for at få det hele til at sidde lige i skabet.

- Vi så nogle på internettet, der havde lavet et brusebad, så vi tænkte, vi ville lave et brusebad. Så kiggede vi efter nogle billeder, siger tør-baderen, der for en sikkerhedsskyld også har taget badehætte på.

INCOMING 110224 837 moth
Foto: Morten Beckert Thomsen, TV MIDTVEST

En uge har det taget mor og datter at lave kostumet, og så er det en forløsning endelig at hoppe i kostumet og komme ud og vise det frem.

- Det er sjovt, fordi man kan slå katten af tønden, siger Karoline Kirkegaard.

Brusebadet er ikke det eneste hjemmelavede kostume i hallen. Tandfeen og Gandalf den Hvide er også mødt op til fastelavnsfest.

- Det er tradition, at vi har været hernede hvert år. Det er en stor familie, det er megahyggeligt, siger Heidi Sandholm, der gemmer sig bag tandfe-kostumet.

Gandalf den Hvide er til daglig hendes 10-årige søn, Lasse Sandholm. De seneste tre uger har de to brugt på at sy kostumer af en gammel dug, et sengetæppe og et gardin købt i en genbrugsbutik.

- Det er blevet lidt en hobby, at vi laver tøjet selv, siger Heidi Sandholm.

- Det er sjovt, så kan vi selv bestemme, hvordan det skal se ud.

INCOMING 110224 849 moth

Mor og søn er med i en vikingegruppe i Holstebro, så de har god erfaring i at sy. Det er mest mor, der har stået for sy-arbejdet, men Lasse Sandholm fandt selv en pind ude i skoven. To stole blev stillet op overfor hinanden i hjørnet af stuen, og så var det bare at gå i gang.

- Så sad jeg i midten med den der høvl og trak frem og tilbage og lavede en helt masse rod, siger han og smiler.

Siden er pinden selvfølgelig også blevet malet, og det er en meget tilfreds og stolt Gandalf, der er mødt op i hallen.

- Det er fordi, så får man en god følelse inden i sig selv, af at man blev færdig med noget, og det så godt ud, siger han.

Lasse Sandholm er endnu ikke helt sikker på, hvad han skal være næste år. Det er Karoline Kirkegaard til gengæld. 

Hun endte med at løbe med prisen for dagens flotteste udklædning, så der er lidt god selvtillid at tage med på vejen til næste år, hvor hun vil give sig i kast med at lave et badebassinskostume.