Frederikke er under 18 år - alligevel har hun nu sat sit første kryds

Elever fra 8., 9. og 10. klasser fra hele landet har torsdag stemt til skolevalg 2024.

Frederikke Risum Jensen fra 9. Y satte for første gang et kryds på en stemmeseddel.
Frederikke Risum Jensen fra 9. Y satte for første gang et kryds på en stemmeseddel.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Drejebogen var lavet, som var det til et rigtigt folketingsvalg, da der torsdag blev ringet ind til skolevalg på landets folkeskoler.

70.000 elever fra de ældste klasser skulle sætte kryds ved deres favoritparti, og det blev for flere af deltagerne en nervepirrende debut som førstegangsvælgere.

Frederikke Risum Jensen fra 9. Y på Rolf Krake Skolen i Holstebro var en af dem, der gik til urnen for første gang.

- Det var lidt svært at vælge, hvor jeg skulle sætte mit kryds. Jeg brugte udelukkelsesmetoden, så alt det jeg ikke ønskede, det udelukkede jeg, og så stod jeg med et par partier tilbage, fortæller hun, men hun vil ikke røbe, hvor krydset landede.

Siden december har 9. klasserne på Rolf Krake Skolen arbejdet med politik. Eleverne har blandt andet arbejdet med partiernes mærkesager og historier, og de har lavet valgplakater.

René Thiesen, der er samfundsfagslærer på skolen, mener, det er en god måde at lære eleverne om demokrati på.

- Til skolevalg bliver demokratiet levende for eleverne, og på den måde kommer de at opleve det spændende ved et valg, som ellers kan være lidt teoritungt i timerne. Her bliver det konkret, forklarer læreren og tilføjer:

- Det giver eleverne en god forståelse for, hvordan demokratiet forgår, og hvilke partier der hører til venstrefløjen, og hvilke der hører til højrefløjen.

Torsdag aften kan man følge optællingen af dagens stemmer, mens valgresultaterne tikker ind fra landets regioner.

Skolevalg blev ringet ind på Rolf Krake Skolen, hvor 130 elever skulle afgøre deres stemmer.
Skolevalg blev ringet ind på Rolf Krake Skolen, hvor 130 elever skulle afgøre deres stemmer.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST