Falsk indsamler slog til på villavej: - Jeg har næsten ikke ord for, hvor forkert det er

Politiet blev opmærksomme på den falske indsamler, da Børns Vilkår slog alarm.

"Indsamleren" snød borgerne til at betale til hans telefonnummer via MobilePay.
"Indsamleren" snød borgerne til at betale til hans telefonnummer via MobilePay.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere beboere på Mysundevej i Holstebro har uden at vide det sendt penge til en kriminel.

For nylig gik en ukendt person fra hus til hus med en raslebøsse fra Børns Vilkår på villavejen.

Her lykkedes det ifølge politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi Torben Ladefoged at snyde flere beboere til at overføre penge via MobilePay.

- Det at lukrere på udsatte børn... Jeg har næsten ikke ord for, hvor forkert det er, siger politikommissæren.

Den falske indsamler var udstyret med en raslebøsse, der er identisk med dem, der senere på måneden skal tages i brug i forbindelse med organisationens landsindsamling.

Torben Ladefoged oplyser, at politiet modtog anmeldelsen om den falske indsamler mandag, da Børns Vilkår rettede henvendelse til Midt- og Vestjyllands Politi.

Selve bedrageriet fandt sted fredag eftermiddag, og i løbet af weekenden har én af villavejens beboere grublet over episoden fra fredag.

Slog til mod naboer

Borgeren havde blandt andet undret sig over, at de fem cifre, der optræder på indsamlingsbøtten, var streget over og erstattet med et telefonnummer.

- Han kommer i snak med andre på vejen, der har overført til samme nummer, forklarer Torben Ladefoged.

På den baggrund kontaktede offeret Børns Vilkår for at gøre opmærksom på den falske indsamling. 

- Velgørende organisationer gør meget for at sikre sig, men vil man bedrage og snyde, så kan man gøre det, konstaterer Torben Ladefoged.

Ifølge anmeldelsen til politiet har den falske indsamler slået til mod flere adresser på Mysundevej.

Politiet har endnu ikke et overblik over, hvor mange personer der er blevet bedraget af indsamleren.