Ejnar tog én indånding i giftig gas - vågnede syv uger senere og var lam fra livet og ned

- Jeg husker ingenting fra den dag. Slet ingenting.

Den 8. marts 2019. Solen skinner, foråret er på vej. Og livet på landet er, som det altid er sådan en fredag. Der er nok at rive i for Ejnar Thomsen og hans kone Inger på svinefarmen i Sir lidt udenfor Holstebro.

Det er efterhånden mange år siden, Ejnar Thomsen købte gården af sine forældre, Bodil og Peder Thomsen. Forældrene bor i et hus på bedriften og er uvurderlige hjælpere for Inger og Ejnar Thomsen.

Dagen står klar, skræmmende klar for tre af dem. For den fjerde er dagen væk. Det er en dag, der er begyndelsen til Ejnar Thomsens egen kampdag. I mere end halvandet år har han kæmpet med eftervirkningerne af en almindelig arbejdsdag på Bakkegården.

- Det er ligesom at sidde i isolationsfængsel. Jeg ønsker det ikke for min værste fjende.

Det er det, der står på skærmen på Ejnar Thomsens iPad. Den er hans uundværlige følgesvend, for det er den måde, den 53-årige vestjyde kommunikerer på i dag. Hele sit liv har han været landmand og elsket det hårde og frie liv. Det samme har hans forældre og deres forældre før dem.

Én indånding slår Ejnar ud

Men en ulykke den 8. marts 2019 i svinestalden frarøver Ejnar Thomsen friheden til at fortsætte livet som landmand.

Han har fået alvorlige mén efter det, der egentlig bare skulle have været en ganske almindelig arbejdsdag på Bakkegården i Sir.

Ejnar Thomsen går i gang med at rense ud i gyllekanalen lidt før, hans far, den mangeårige formand for Familielandbruget, Peder Thomsen, kommer og giver ham en hjælpende hånd. Ejnar Thomsen er hoppet ned i den dybe gyllekanal. I gummistøvler og regntøj gør han, som han har gjort så mange gange før. Han skraber og får sat skub i gyllen, så massen kan løbe den sidste vej ud i gylletanken.

Stadig uvist af hvilken grund kommer Ejnar Thomsen for tæt på gyllen, da den begynder at strømme ud. Måske har han talt i mobiltelefon og vil lige stikke hovedet ned for at tjekke, om gyllen nu også løber, som den skal. Når gyllen kommer i bevægelse, bliver der frigivet svovlbrinte, og blot en enkelt indånding af den farlige gyllegas er nok til at gøre et voksent menneske bevidstløs.

Ejnar Thomsen udstøder en lyd. En lyd, der redder hans liv. Men også en lyd, der bringer hans kone og hans forældres liv i fare i de efterfølgende minutter.

Drukner i gylle

Lyden får Peder Thomsen til at reagere. Han har været i Holstebro til kvartalsundersøgelse for sin sukkersyge og er nu nået hjem til Bakkegården og er trukket i arbejdstøjet. Han vender sig om og ser sin søn, der er faldet omkuld i gyllekanalen. Peder Thomsen ved, det skal gå stærkt. Han ved, at gyllegas kan være livsfarligt. Derfor bliver han stående på spalterne i svinestalden og forsøger at gribe fat om Ejnar og løfte ham op.

- Men jeg kan ikke løfte ham. Han er så fedtet af gylle, og derfor glider han hele tiden fra mig, fortæller Peder Thomsen.

I stedet vælger han at hoppe ned i gyllekanalen til sin søn.

- Der er stadig en del gylle tilbage i kanalen, og jeg er bange for, at han skal drukne i gyllen. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker. Jeg ved kun, at jeg skal have Ejnar op. Og så kan jeg ikke huske mere, inden jeg vågner på sygehuset i Herning, siger Peder Thomsen.

Peder Thomsens kone, Bodil, tager også del i den månedlige gylleudrensning i slagtesvinestalden. Som hun har gjort så mange gange før. Men nu har arbejdet med grisenes efterladenskaber taget en uventet drejning.

Ingen kan høre Bodil

Bodil Thomsen fornemmer, der er noget galt. Pludselig ser hun sin søn og sin mand i gyllekanalen. Hun er nødt til at træffe en beslutning. Ingen kan høre hendes råb om hjælp. Hun er på egen hånd med to besvimede, granvoksne mænd i nød.

- Jeg fortryder, at jeg ikke forsøgte at hjælpe Ejnar op, der ligger længst nede i gyllekanalen. Jeg kunne måske have taget et reb omkring ham og have løftet ham op. Men jeg ved jo ikke, om jeg kunne løfte ham, selv om de jo siger, at man får uanede kræfter i den slags situationer, fortæller Bodil Thomsen.

Hun råber højt. Men ingen kan høre hende. Hun er splittet. Kan hun løbe fra sin mand og søn, eller skal hun forsøge at hive dem op? Hun gør det første og løber så stærkt, hun kan. Hun skal have fat på sin svigerdatter, Inger. Hun har nemlig en mobiltelefon på sig, ved Bodil. Og så skal der ringes efter hjælp.

Inger Thomsen arbejder i én af de andre stalde og kan se panikken og desperationen lyse i øjnene på sin svigermor. Inger Thomsen ved ikke, at forårsformiddagen forandrer hendes liv for altid. Men hun kan høre på Bodil, at situationen er alvorlig. Hun ringer 112. Og beder alarmcentralen om at komme med alt, hvad de har. Og de skal komme så hurtigt som muligt.

Falder som dominobrikker

Bodil når først tilbage til ulykkesstedet. På vejen får Inger fat på en montør, der er i gang med at reparere en højtryksrenser på gården. Hun beder ham løbe med. Bodil vil ikke længere se til. Så hun hopper ned i gyllekanalen og forsøger at få de to mænd op. Men også hun indånder de livsfarlige gasser og går ud som et lys.

Inger Thomsen er nu nået frem til gyllekanalen og ser sine svigerforældre og mand ligge bevidstløs dernede. Bodil udstøder uforståelige lyde. Inger Thomsen tager en rask beslutning og hopper ned i kanalen.

- Jeg ved godt, det er farligt, og jeg kan godt regne ud, at det ikke er klogt, når der nu i forvejen ligger tre bevidstløse mennesker dernede. Men jeg tænker, at jeg kan tage en dyb indånding og holde vejret, mens jeg får Bodil op, fortæller Inger Thomsen.

De snigende gyllegasser er en umulig modstander. Inger Thomsen kan ikke kæmpe imod. Hun forsøger at nå hen til spalterne og får fat i dem, inden hun besvimer. Det svimler for hendes øjne, og så vælter hun som endnu en dominobrik i det skæbnesvangre redningsforsøg.

Den montør, der er løbet med Inger, får hende hevet op på spalterne. Og så dukker der to politibetjente op, der er de første på ulykkesstedet. De bliver oppe på spalterne og ved intuitivt, at de ikke skal hoppe ned til de besvimede mennesker i gyllekanalen. De to betjente får fat i Bodil og Peder og får dem hevet op fra gyllemassen.

- Hvis ikke, der var blevet ringet 112, var der formentlig fire mennesker, der var døde den dag, understreger Peder Thomsen.

Du dør ikke fra mig

Fem ambulancer er nu dukket op. Og det er først, da Inger, Bodil og Peder er reddet op, at én pludselig opdager Ejnar nede i gyllekanalen. Han er røget lidt længere ind i gyllekanalen og er skjult af spalterne.

Inger, Bodil og Peder kommer i hver sin ambulance. Inger er nu ved bevidsthed og har det efter omstændighederne ok. Hun tænker kun på Ejnar nu. Hvor er han? Hun løber hen til den ambulance, hvor lægerne er i gang med at genoplive ham.

- Jeg kan huske, jeg råber ham helt ind i ørerne. Du dør ikke fra mig. Du skal kæmpe alt, hvad du kan.

På sygehuset i Herning hiver de alt tøjet af de fire fra Bakkegården. De er smurt ind i gylle og bliver spulet.

Allerede samme aften bliver Inger Thomsen udskrevet fra sygehuset, mens der går nogle dage, før Bodil og Peder Thomsen kommer hjem. Alle tre slipper uden mén.

Ejnars omvæltning

Men 53-årige Ejnar Thomsen bliver hårdt ramt. I syv uger er han i kunstig koma. Og da han vågner op igen, går det op for ham, at han er lam fra livet og ned, og han har mistet hørelsen og evnen til at tale.

- Jeg er glad for, det kun gik ud over mig. Det var godt, det kun var chefen, der tog skraldet. Jeg ville have haft det dårligt med, at andre var blevet skadet af at arbejde på min gård. Men jeg ville gerne lave det om og skrue tiden tilbage.

Det hele skriver Ejnar Thomsen på sin iPad. Og med sin hjælper ved sin side. Han har fået bevilget en personlig hjælper i en fuldtidsstilling. I mere end et år er Ejnar Thomsen indlagt og genoptræner. I dag er han hjemme på gården igen. Den store svinefarm har hans kone Inger drevet videre i hans fravær.

Gården har de nu sat til salg, for ingen af deres tre børn ønsker at overtage den. De skal videre med livet. Ligesom Bodil og Peder Thomsen skal det. Den tidligere formand for Familielandbruget er rykket til byen og har købt en lejlighed i Holstebro.

- Den dag har jo ændret på den måde, vores liv skal slutte på. Men det skal vi nok vænne os til. Det er jo heller ikke os, det er værst for. Det er Ejnar og hans familie. Men selv om der er ting, Ejnar ikke længere kan, har han heldigvis ikke mistet sin forstand, siger Peder Thomsen.

Inger Thomsen er taknemmelig. Hun er taknemmelig for, at hun stadig har Ejnar.

- Det er jo på en måde stadig gode, gamle Ejnar. Han har sin forstand, han har humor og har sine meningers mod. Han vil stadig gerne diskutere. Så det her kan jeg fint leve med, siger Inger Thomsen.

Vil hjælpe andre landmænd

Familien har valgt at stå frem og fortælle om ulykken for at hjælpe andre. Faktisk er det Ejnar Thomsens beslutning. For han vil gerne forhindre, at arbejdet i stalden går så grueligt galt for andre, som det gjorde for ham.

- Farlige opgaver, der bliver rutine, må aldrig blive rutine. For det kan være livsfarligt. Der er folk, der dør af det her hvert år. Ejnar kunne lige så godt ikke have været her i dag. Og det samme gælder min svigermor og svigerfar, understreger Inger Thomsen.

Ejnar Thomsen fortæller, at han i dag kæmper for version 2. Det er den største udfordring, han har haft i livet.

Han håber, at han en dag vil blive mere selvhjulpen og være i stand til at gå bare nogle få meter. Bare det selv at kunne gå på toilet. Flere gange hver eneste uge genoptræner han. Og har ikke givet op endnu.

- Jeg krydser fingre for, at der lige pludselig sker fremskridt, står der på iPaden.