Efterlyst spiritustyv var allerede anholdt

Indimellem kan det være nemt for politiet at fange en tyveknægt. Især når han allerede er fanget.

Torsdag efterlyste politiet en mand, der gentagne gange havde stjålet spiritus fra Bilka i Holstebro.

Det gør ordensmagten selvsagt for at få hjælp fra nogen, der måtte kende til ham. Og det fik de.

- Vi blev kontaktet af en butiksansat fra Hammerum, som genkendte manden fra en anden sag. Da vi fik slået sagen om, kunne vi se, at han allerede sad fængslet, forklarer politiassistent Lars Mollerup fra Lokalpolitiet i Holstebro til TV MIDTVEST.

Der er tale om en 39-årig mand med både russisk og hviderussisk statsborgerskab.

- Han sidder varetægtsfængslet for ligeartet berigelseskriminalitet med henblik på udvisning, afslutter Lars Mollerup.

Lokalpolitiet i Holstebro er også blevet kontaktet af Kriminalforsorgen, der har bekræftet, at han sidder bag lås og slå.


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien 112.