Dina Thorslund kører tyrker flad og forsvarer sine VM-bælter

Seren Cetin bed indledningsvist fra sig, men Dina Thorslund var bedst hele vejen og er fortsat verdensmester.

VM-titelkampen mellem Dina Thorslund og Seren Cetin fra Tyrkiet ved Danish Fight Night-boksegalla i Royal Arena i Ørestad lørdag den 25. maj 2024.
VM-titelkampen mellem Dina Thorslund og Seren Cetin fra Tyrkiet ved Danish Fight Night-boksegalla i Royal Arena i Ørestad lørdag den 25. maj 2024.
Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

Den danske bokser Dina Thorslund er fortsat dobbelt verdensmester i bantamvægt. Lørdag nedkæmpede hun den ellers ubesejrede tyrker Seren Cetin og sejrede sikkert på point.

Thorslunds VM-bælter hos både WBO og WBC var på højkant i Royal Arena, og med sin sejr nummer 22 i lige så mange kampe forblev bælterne på danske hænder efter ti omgange mod den hårdføre tyrker.

Seren Cetin kom til kampen som ubesejret. Hun havde 11 sejre i 11 kampe, syv af dem på knockout. Men den pletfri sejrsliste er nu en saga blot.

Efter at de to nationalhymner var afsunget, og gongen lød, farede de to boksere i flæsket på hinanden.

Slagene blev sendt afsted, som var det to kolibrier på vingerne, og især den danske favorit fik sat flere gode stød ind.

Cetin var ingenlunde ueffen, men Thorslunds lidt større rækkevidde gav en dansk fordel, fordi hun også kunne ramme fra afstand.

Tyrkeren var nødt til at komme tættere på, og når hun gjorde det, straffede Dina Thorslund det ofte.

Selv om Seren Cetin allerede så lidt groggy ud, da gongongen lød efter første omgang, kom hun flot tilbage. Dog uden for alvor at presse Thorslund.

Thorslund var bedst af flere omgange 

Danskeren var bedst i samtlige omgange, men i første halvdel af kampen havde Cetin stadig hurtigheden og slagene til at gøre ondt på hende.

Stille og roligt blev det dog tydeligt, at Dina Thorslund havde større lunger end sin modstander. De hårde stød til kroppen havde suget luft ud af tyrkeren, mens Thorslunds overskud blev mere og mere tydeligt.

Til sidst var det kun en knockout af danskeren, som kunne sikre Seren Cetin sejren. Men den kom hun aldrig i nærheden. Thorslund boksede klogt, holdt Cetin på afstand og sætte sine stød ind fra afstand.

Cetin havde stor ære af kampen, hvor hun tog imod mange tæsk. Hun blev på benene, men pointafgørelsen talte sit tydelige sprog. Den danske sejr var suveræn. To dommere havde 100-90 og en enkelt 99-91 i Thorslunds favør.