Den halte røver fængslet

En 54-årig mand er fængslet, sigtet for røveriet mod Jyske Bank's filial i Ulfborg i marts.

ROVER.jpg

Manden nægter sig skyldig, men dommeren i retten i Holstebro valgte i dag at varetægtsfængsle ham i fire uger.

Genkendt på overvågning

Det er overvågningsbillederne, som har ledt politiet på sporet af manden, der bor i Esbjerg. De blev kort efter røveriet bragt i politimagasinet på TV2, Station 2, men først i sidste uge reagerede en kvinde på videoen.

Se overvågningsbillederne her

Afdøds hue

Kvinden bor i en lejlighed under den nu fængslede. Hun kontaktede politiet og fortalte, at hun genkendte både hans gang, hans stemme og hans udseende. Derudover har en tidligere samlever i Ulfborg genkendt huen, han bar under røveriet som sin afdøde fars gamle hue, og også både de hansker og den jakke han havde på er genkendt som hans. 

Gammel kending

Manden er bestemt ikke ukendt af politiet i netop forbindelse med røverier. Under dagens retsmøde kom det frem, at han har domme for 19 røverier på samvittigheden. Senest blev han i 2001 idømt 2,3 års fængsel for røveri og i 1985 fik han en dom på 8 års fængsel.

Haltede ikke længere

I offentligheden blev røveren kendt som den halte røver, da det på overvågningsbillederne var tydeligt, at han gik dårligt. Det gjorde han ikke på vej ind i retten i dag, men et vidne har forklaret, at han i dagene omkring gerningstidspunktet haltede.

Ved røveriet fik manden 25.000 kroner med sig fra banken. Han er nu varetægtsfængslet frem til 6. september, sigtet for røveri af særlig grov karakter. Strafferammen er op til ti års fængsel.