Cykeltyveri: Politiet efterlyser varebil

Et større cykeltyveri i fra cykelcenter i Struer får nu politiet til at efterlyse tysk Mercedes-varebil med registreringsnummer HGE 165.

Cykeltyveri_Daek_0.jpg

Klokken 13.05 tirsdag opdagede ansatte ved Struer Cykelcenter på Gimsinglundvej i Struer, at der var forsvundet i alt 9 mountainbikecykler i juniorstørrelse fra deres lager.

- De har fået brudt en container op, som fungerer som butikkens lager, og her er ukendte gerningsmænd sluppet afsted med cykler til en værdi af over 30.000 kroner, fortæller politiet.

De ni cykler er af mærket Raam, og meget tyder på, at de er blevet stjålet mandag aften.

Butikkens overvågningsbilleder afslører nemlig, at en mand klokken 23.45 mandag aften ankommer til stedet men hurtigt dækker overvågningskameraet til.

- Men naboens overvågningsbilleder viser, at en formentlig tysk indregistreret sølvgrå varebil af mærket Mercedes har parkeret i nærheden kort før tyveriet, og det virker jo en anelse mistænkeligt, forklarer Allan Riis fra Lokalpolitiet i Holstebro.

Den sølvgrå Mercedes har registreringsnummer HGE 165, og politiet vil meget gerne i kontakt med vidner, der har set bilen eller har oplysninger om den. Oplysninger kan gives til politiet via 1-1-4.

- Vi ser alvorligt på sagen, for vi kan ikke afvise, at der er tale om organiseret kriminalitet. Vi har en mistanke om, at den her varevogn kan have været flere steder i landsdelen, siger Allan Riis fra Lokalpolitiet i Holstebro.

Indehaver af Struer Cykelcenter, Ronnie Boie, er godt træt af tyveriet, for det er langt fra første gang butikken har ubudne gæster. Hør ham sætte ord på det seneste tyveri her:

0:31