Bulemænd lagt ned af haglskader: Bilejere må vente i månedsvis
Hundredvis af vestjyder kører rundt i bulede biler efter voldsomt haglvejr i Holstebro-området i sidste uge – og de kan se frem til flere måneder med ujævnheder.
Der er usædvanligt travlt for bulemænd i Danmark i disse dage, for det er ikke kun den sædvanlige mængde Bilka-buler, der kræver en kærlig hånd.
Efter det massive haglvejr i Norditalien i slutningen af juli har mange hundrede biler ventet på at få oprettet buler, og derfor var kæmpehaglene, der faldt over den vestlige del af Holstebro sidste uge, ekstra ubelejlige.
- Vi skal nok få nået alle bilerne. Men det bliver først fra november måned og frem til årsskiftet, at de fleste biler fra Holstebro bliver lavet, siger Jan Vestergaard Pedersen, der er bulemand og arbejder for Dent Busters.
Vi skal nemlig hen i midten af november, før han er færdig med at rette buler på bilerne fra Norditalien. Herefter står allerede over 100 biler fra Holstebro i kø til at blive rettet ud.
Og det er bare Jan Vestergaard Pedersens kø. Han skyder på, at over 300 biler fra Holstebro venter på bulemændenes service.
Derfor er Dent Busters, der dækker hele landet, begyndt at brygge på planer om at rykke en ekstra indsats ind på et midlertidigt værksted i Holstebro til weekendarbejde.
Over 700 bittesmå buler
De biler fra Holstebro, som Jan Vestergaard Pedersen indtil videre har kastet sit blik over, har haft alt mellem 150 og 730 buler i lakken.
Og selvom ventetiden på at få glattet skærmene er lang, kan de vestjyske bilejere heldigvis bevæge sig sikkert rundt i bilerne.
- Bilerne fra Holstebro kan sagtens køre. Det er ikke som dem fra Italien, der er totalskadede. Det er kun kosmetisk, det ser træls ud, siger Jan Vestergaard Pedersen.
Jimmi Hansen arbejder også som bulemand i Holstebro, og i denne travle tid er han glad for, at der er ekstra hænder at hente udefra:
- Man kan ikke håndtere det her i løbet af 14 dage. Det kommer til at tage noget tid. Havde vi ikke fået hjælp fra kollegaer i Holland, var det kommet til at tage meget længere tid, siger han.
Haglene er kommet for at blive
Selvom haglvejret, der ramte Holstebro, var ubelejligt oven i efterslæbet fra Italien, kom det ikke som et chok for Jan Vestergaard Pedersen.
For det er ikke første gang, Dent Busters oplever haglvejr af den kaliber:
- De sidste fem-seks år har vi oplevet lokalt haglvejr forskellige steder i Danmark på den her årstid. Så vi havde godt tænkt, at der var risiko for, at det ville ske igen, siger Jan Vestergaard Pedersen.
Han og kollegaerne er så småt ved at være indstillet på, at de for eftertiden skal være forberedte på haglvejr i det danske efterår.
- Det er noget, man nok skal til at vænne sig til. Det er jo nok bare noget, der er kommet for at blive, siger han.