Brænder forældres skur af
En 22-årig mand fra Thyborøn går amok og brænder forældres skur af, efter han ikke må låne penge.
Klokken 18.30 i går får et ægtepar fra Thyborøn et mindre hyggeligt besøg af deres 22-årige søn. Han forlanger penge af forældrene, men det vil de ikke give ham. Og så går ham amok.
I vrede ødelægger han et skur uden for huset ved at rykke porten af skuret.
Herefter melder forældrene sønnen til politiet.
- Vi kender ham særdeles godt. Han er stofmisbruger, og pengene skulle formentligt bruges til det formål, siger Ole Hofmansen, der er vicepolitikommisær ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Vender tilbage senere
Godt en time senere vender sønnen tilbage til forældrenes bopæl. I denne omgang sætter han ild til skuret og brænder det ned.
Efterfølgende forsvinder den 22-årige mand, indtil han dukker op på politistationen i Holstebro. Han er ikke kommet for at anmelde sig selv. Til gengæld vil han gerne anmelde en voldssag, der er blevet begået imod ham.
- Det finder vi ikke belæg for, og i stedet anholder vi ham for hændelsen i Thyborøn, siger Ole Hofmansen.
Manden skal i dag fremstilles i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for ildspåsættelse, biltyveri og tyveri.
OPDATERET KLOKKEN 16.49
Den 22-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger frem til den 21. november.