Kvinderne fra Holstebro Håndbold missede søndag eftermiddag en gylden mulighed for at spille sig blandt de otte hold, der kommer med i årets slutspil.
Hjemme i Gråkjær Arena tabte vestjyderne 24-29 til Aarhus United.
Med en sejr ville Holstebro have overhalet Aarhus og overtaget ottendepladsen i ligaen, men nu er århusianerne tre point foran vestjyderne, som med to kampe tilbage i grundspillet får svært ved at nå med i slutspillet.
- Nu ligger det i hvert fald i nogle andres hænder, lød det fra en skuffet målvogter Ditte Vind, der talte om et hårdt og skrækkeligt nederlag.
Cheftræner Pether Krautmeyer lignede heller ikke en mand, der tror på chancen.
- Helt ærligt. Lige nu er chancen meget lille. Aarhus skal tabe tre point ud af fire, og vi skal vinde alle. Det vigtigste for os er nu at vise, at vi kan spille en bedre kamp på onsdag. Vi kan ikke være præstationen i dag bekendt, sagde Krautmeyer.
Holstebro Håndbold møder i de sidste to kampe København på udebane og Vendsyssel hjemme.