Arla-medarbejdere har nedlagt arbejdet

2:16
Omkring 100 laboranter hos Arla i Midt- og Vestjylland nedlagde i dag arbejdet i utlfredshed med deres løn
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Cirka 100 medarbejdere fra Arla i Midt- og Vestjylland har mandag morgen nedlagt arbejdet.

Det er primært laboranter, men også logistikassistenter.

Det oplyser Arla til TV MIDTVEST, der fortæller, at mejerigiganten betragter det som en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

I alt er otte afdelinger ramt af strejken, hvoraf fire ligger i Midt- og Vestjylland. To i Videbæk, en i Holstebro og en i Rødkærsbro.

Foruden dem er der også arbejdsnedlæggelser på to afdelinger i Nordjylland, en i Taulov ved Fredericia og en i Esbjerg.

TV MIDTVEST følger sagen.

15. apr kl. 14:55

Livebloggen lukker - her er et resumé

Siden mandag morgen har cirka 100 laboranter og logistikassistenter ansat ved Arla i Midt- og Vestjylland strejket. 

De er fordelt mellem fire afdelinger - to i Videbæk, en i Holstebro og en i Rødkærsbro. 

Derudover strejker yderligere omkring 44 medarbejdere fordelt på fire andre afdelinger i landet.

Striden mellem Arla og medarbejderne handler om løn, oplyser både virksomheden selv og Lone Elkjær, der er laborant hos afdelingen Danmark Protein i Videbæk. 

Hun er tillidsrepræsentant for laboranterne i sin afdeling og udnævnt som talsperson for alle medarbejderne i konflikten. 

Hun forklarer, at der ifølge medarbejdernes overenskomst burde have været en lønstigning på 722 kroner om måneden sidste år, men at lønstigningen i flere tilfælde er blevet modregnet i de ansattes personlige tillæg.

Det har været muligt for Arla at gøre, fordi der i deres ansættelseskontrakter står en paragraf om, at deres arbejdsgiver gerne må det.

Og det vil medarbejderne have lavet om på. 

Derfor har de stillet krav til ledelsen om, at paragraffen skal ændres, og at de alle skal have en lønstigning på 722 kroner om måneden, som de mener, at de har krav på.

TV MIDTVEST lukker nu livebloggen her, men følger selvfølgelig fortsat udviklingen i strejken.

15. apr kl. 14:28

125 medarbejdere har nedlagt arbejdet

Ifølge Arlas presseafdeling er der 125 laboranter og logistikassistenter, som mandag har nedlagt arbejdet.

15. apr kl. 13:20

Kommer med to krav til ledelsen

Ifølge en pressemeddelelse fra de strejkende medarbejdere har de stillet to krav til Arla. 

For det første vil de have ændret en paragraf i deres ansættelseskontrakter, så de ikke kan blive trukket i deres personlige tillæg, når de stiger i løn.

Derudover gør de krav på, at de alle skal stige med mindst 4,50 krone i timen.

"...svarende til 722 kroner per måned, der ifølge overenskomsten er minimallønsstigningen både i år og sidste år," står der i pressemeddelelsen. 

"Vores håb er, at ARLA er villige til at imødekomme vores meget rimelige krav, så vi alle kan genoptage vores arbejde snarest."

15. apr kl. 13:10

Ansatte i fælles opråb: - Det gør ondt og giver mistrivsel

Mandag ved middagstid har de strejkende medarbejdere ved Arla udsendt en fælles pressemeddelelse. 

"Vi medarbejdere er glade for vores arbejde og stolte af de fantastiske produkter, vi er med til at fremstille på Arlas sites. Derfor er vi også frustrerede over, at vi ikke har kunnet nå til en fornuftig og rimelig ordning med vores arbejdsgiver. Vi føler derfor, at denne arbejdsnedlæggelse er vores eneste og sidste udvej til at råbe vores arbejdsgiver op," står der i pressemeddelelse. 

Der er opstået konflikt mellem Arla og medarbejderne, fordi de ansatte ikke mener, at de har fået den lønstigning sidste år, som de var blevet lovet. 

En paragraf i deres ansættelseskontrakt betyder ifølge pressemeddelelsen, at Arla har kunne modregne den lønstigning de fik i deres personlige tillæg. 

Derudover følger den lønstigning, som laboranterne og logistikassistenterne havde udsigt til ikke mejeristerne, som den ellers bør, står der i pressemeddelelsen:

"Det er ikke rart at gå rundt og vide, at ens arbejdsgiver mener, at man er mindre end minimallønsstigningen værd. Det gør ondt og giver mistrivsel. Vi ved, vi er mere værd."