Afbestiller ambulancefly - Hanne har det bedre

Syg kvinde fra Holstebro har fået det så meget bedre, at hun kan komme hjem fra Tyrkiet med et almindeligt fly.

120814Hanne_Tornvig.jpg

Hanne Astrup Tornvig fra Holstebro, der er strandet i Tyrkiet med en alvorlig lungesygdom, har nu fået det så godt, at det ikke bliver nødvendigt at transportere hende hjem i et ambulancefly - hun kan i stedet komme hjem med et almindeligt fly, skriver Ekstra Bladet på sin hjemmeside eb.dk.

Den 39-årige kvinde lider af en kronisk lungesygdom, og under et ferieophold i Tyrkiet blev hun pludselig meget syg. Hun blev indlagt på en privatklinik i Antalya uden at have råd til at komme hjem - hendes forsikringsselskab ville nemlig ikke betale, fordi hun på forhånd ikke havde fået en godkendelse fra selskabet.

Familien har på Facebook samlet penge ind for at få råd til hjemtransporten. Hendes søn, Robin Hougaard, siger til eb.dk, at de indsamlede penge nu skal gå til at betale det dyre hospitalsophold - og hvis der er penge til overs, vil de blive doneret til et godt formål.