62-årig kvinde dømt for rufferi
Lejede værelser ud til prosituerede på bordel i Feldborg.
En 62-årig kvinde er blevet idømt fire måneders betinget fængsel for at leje værelser ud til prostituerede på et bordel i Feldborg - det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Kvinden blev dømt for at overtræde straffelovens rufferi-paragraf og skal udover den betingede dom udføre 40 timers samfundstjeneste, ligesom hun fik konfiskeret 30.000 kroner.
Politiet ser ifølge dagbladet dommen som et vigtigt skridt i kampen mod prostitutionens bagmænd.
- Vi skal have stoppet de folk, der skummer fløden, mens de prostituerede arbejder hårdt for pengene, siger vicepolitikommissær Poul Fink fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Den dømtes forsvarer mener derimod, at sagen aldrig burde være rejst, skriver dagbladet.