41-årig nægter mishandling af sin mor
Retssagen mod en 41-årig mand fra Holstebro er i dag begyndt. Manden er tiltalt for mishandling af sin delvist lammede mor.
En 41-årig tiltalt mand nægtede i dag i Retten i Holstebro omfattende mishandling af sin delvist lammede mor.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Den tiltalte indrømmede dog, at han har slået sin mor en gang.
- Jeg udførte seks personers arbejde, arbejdspresset var for stort. Vores forhold var anspændt, forklarede den tiltalte ifølge Holstebro-Struer Dagblad.
Videoovervågede døgnet rundt
Den 41-årige videoovervågede sin mor 24 timer i døgnet, fordi de, ifølge hans forklaring, havde problemer med plejepersonalet.
På et af klippene ser man den 41-årige føre en knyttet hånd frem og tilbage mod moderens ansigt, mens hun ligger i sengen. Ansigtet er dog skjult af den 41-åriges krop.
- Der er ikke tale om slag, men ophidset kropssprog, forklarede han ifølge Dagbladet Holstebro-Struer i retten efter at have set videoklippene.
Manden er også tiltalt for at have voldtaget sin ekskæreste. Det nægtede han også.
Han blev anholdt den 10. marts i år og har siddet varetægtsfængslet lige siden.